Den nydelsesfulde vej til et varigt vægttab

Når vi tænker på at opnå et varigt vægttab, forbinder vi det ofte med hård slid, selvpiskeri, restriktioner og forbud. Vi forbyder os selv at nyde mad, vi stræber efter at opnå resultater på vægten, og vi straffer os selv, når resultaterne udebliver.
Men hvornår var det egentlig, at vi fik den idé, at vi er nødt til at piske os selv for at være sunde og slanke?
Hvornår var det lige, at det at opnå et varigt vægttab blev forvandlet til stress og selvtortur frem for en nydelsesfuld proces motiveret af kærlighed for os selv?
Stressende vægttabsstrategier nedsætter forbrændingen
Jeg har ofte talt med kvinder, som undrer sig over, hvorfor de ikke opnår et varigt vægttab, til trods for at de træner hårdt hver dag, tæller hver eneste kalorie de indtager, siger nej til sociale arrangementer for at undgå fristelser, og får dårlig samvittighed bare de kigger på et stykke kage.
Disse kvinder bliver ofte meget forargede, når jeg forklare dem, at deres problem i virkeligheden er, at de prøver alt for hårdt.
Stress er mere end nogensinde årsagen til overvægt, og ironisk nok får det os ikke bare til at blive overvægtige i første omgang, men vores negative, stressende og nærmest militante tilgang til vægttab forhindrer os yderligere i at kunne opnå et varigt vægttab.
For at forstå hvordan det hænger sammen, er det først og fremmest vigtigt at forstå, hvordan vores nervesystem fungerer.
Fysiologisk set kan vores nervesystem inddeles i to; (1) det autonome nervesystem og (2) det somatiske nervesystem.
Det somatiske nervesystem er det viljestyrede nervesystem, som er det, vi bruger, når vi gør bevidste handlinger med kroppen. Det autonome nervesystem er det selvstyrende nervesystem, som bl.a. udgør vores indvolde og de basale kropsfunktioner inden i os, som styrer sig selv.
Når man taler om det autonome nervesystem, kan det yderligere inddeles i det sympatiske - og det parasympatiske nervesystem.
Det sympatiske nervesystem er det, som aktiveres, når vi oplever angst, stress og fysiske belastninger. Det er bl.a. med til at føre blodet væk fra vores fordøjelse og forbrænding og ud til muskler, hjerne, hjerte og lunger. På den måde sætter dette nervesystem os i stand til at kunne yde maksimalt, når vi skal kæmpe eller flygte fra det, der truer os.
Det parasympatiske nervesystem er derimod aktiveret, når vi er afslappede. Dette nervesystem hjælper os bl.a. til at fordøje vores mad mest optimalt og har især til formål at balancere og regulere vores krops almindelige vedligeholdende processer som f.eks. hormonsystemet, huden, forbrændingen osv.
Man kan på en måde forestille sig disse to nervesystemer som en on/off knap, hvor det enten er det ene eller det andet nervesystem, som er slået til.
Du kan måske allerede nu begynde at tegne dig et billede af, hvad der sker, når vi går rundt og stresser os selv til et vægttab konstant.
For at beskrive det meget simpelt, så betyder det, at kun når du er afslappet, og dit parasympatiske nervesystem er aktiveret, har din krop de mest optimale omstændigheder for at fordøje og forbrænde den mad, du spiser, samt balancere din vægt og hormonbalance.
Det beviser altså tydeligt, at et varigt vægttab ikke bare handler om, hvor mange kalorier der kommer ind eller ud af din krop, men at det i lige så høj grad handler om, hvordan din mentale og fysiske tilstand er generelt, og hvor godt din krop faktisk er i stand til at forbrænde det, der kommer ind.
Fokusér på det positive
Det er rigtig godt, at der i de senere år er kommet mere fokus på, hvordan stress er en meget stor årsag til overvægt - ikke bare fordi det skaber ubalance i vores fordøjelse og forbrænding, men også fordi det øger indholdet af kortisol og insulin i vores krop, som bl.a. bidrager til mere fedtlagring omkring maven samt større appetit og trang til søde sager.
Men vi fokuserer stadig alt for negativt på løsningen.
Frem for at fokusere på alt det vi skal undgå (altså stress og usund mad), hvorfor så ikke fokusere mere på alle de gode ting, som vi skal have meget mere af?
Vi fokuserer alt for meget på at undgå at være stressede - frem for at arbejde os hen imod at være så afslappede og balancerede som muligt.
Vi fokuserer alt for meget på alle de usunde kalorier, som vi ikke må få - frem for alt det lækre, sunde mad, som vi godt må få, og som bidrager til en sund vægt.
Vi fokuserer alt for meget på de kilo, som vi ikke vil have på kroppen - frem for de positive følelser, som vi gerne vil have i kroppen.
Ironisk nok kan det ofte fremprovokere mere stress i vores krop, når vi udelukkende fokuserer på alle de ting, som vi skal undgå, fordi vi hele tiden har fokus på det negative frem for det positive.
At tabe dig på en sund måde behøver ikke at betyde stress, restriktioner, kalorietælling, hård motion og ingen nydelse. Vægttab behøver slet ikke gøres på den gammeldags militære og maskuline facon.
Det er faktisk muligt at tabe dig på en mere feminin måde, hvor du samtidig kan nyde livet og endda opnå et langt mere varigt vægttab.
Den afslappende og nydelsesfulde vej til et varigt vægttab
At opnå et varigt vægttab på en nydelsesfuld og afslappende måde, betyder selvfølgelig ikke, at du bare kan ligge på sofaen hver dag og spise junk food - men det betyder, at du skal begynde at lytte mere til, hvad din krop i virkeligheden har behov for. Du skal lære at stole mere på din krop og de signaler, som den sender til dig, frem for at lade dig diktere af ydre, restriktive og urealistiske slankekure.
Mest af alt handler det dog om, at du skal lære at skifte din mentale indstilling omkring vægttab i en mere kærlig, nydelsesfuld og positiv retning, så du ikke skaber længerevarende psykisk stress.
Når jeg støtter mine klienter i at opnå et varigt vægttab, hjælper jeg dem bl.a. med at;
-
Slippe kontrollen i hovedet og mærke mere efter i kroppen.
-
Lytte til sig selv og tage styringen og ansvaret, frem for at være dikteret af ydre regler og kostplaner.
-
Fokusere på at spise sundt og motionere for at være gode ved sig selv, frem for at se det som noget, man burde gøre.
-
Være nysgerrig på sine uønskede vaner, og det der ligger til baggrund for dem, frem for bare at dømme dem og forsøge at overdøve dem med nogle nye.
-
Slippe stræben efter resultater på vægten og i stedet lære at slappe af, være i nuet og nyde processen.
-
Give sig tid til at tygge maden og nyde den.
-
Stole på at deres krop og maden kun vil dem det bedste, og begynde at samarbejde med maden og kroppen, frem for at dømme dem.
-
Fokusere på alle de sunde og nydelsesfulde ting, som de gerne må få, frem for alle de usunde ting, som de skal undgå.
-
Tænke på de følelser, som de gerne vil føle i kroppen, frem for de ydre resultater, som de gerne vil se.
-
Slippe tanken om at vægttab kun handler om kalorier og motion, og i stedet fokusere på at opnå velvære i alle områder af deres liv.
Når de begynder at ændre sin indstilling til vægttab på denne måde, hører jeg ofte, at det ikke bare bliver meget nemmere for dem at opnå et varigt vægttab, og få et mere balanceret forhold til mad, men at de samtidig får det meget bedre indeni, og at det ofte går op for dem, at det i virkeligheden er det aller vigtigste!
Det kan godt være svært at vænne sig ved tanken om, at skulle slappe af ind i et vægttab, hvis du i mange år har været vant til idéen om, at et varigt vægttab kun opnåes gennem hårdt slid og selvpiskeri... men med den rette støtte og de rigtige redskaber er det faktisk muligt at gøre det at opnå et varigt vægttab til en nydelsesfuld proces.
Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej til et kærligt og varigt vægttab ♥
De kærligste tanker,
Jette Uhre
- Spisepsykologi-ekspert.
P.S. Hvad er dine erfaringer med at opnå et varigt vægttab? Og hvad gør du for at gøre vægttab mere positivt og nydelsesfuldt for dig selv? Jeg vil elske at høre dine tanker i kommentarfeltet nedenfor :)
Læs også: Den bedste måde at tabe sig på
5 kommentarer
Skriv en kommentar