Vanen der ødelægger dit selvværd og forhindrer dig i at opnå en balanceret vægt

vanen-der-oedelaegger-dit-selvvaerd
En af de ting, der forhindrer mange af os i at gøre det, vi ved er bedst for os, er at vi mangler en overbevisning om, at vi virkelig fortjener det.

At være overbevist om, at du fortjener at være sund, slank og have det godt, er en utrolig vigtig forudsætning for, at du også kan være motiveret for at gøre det, der er bedst for dig.

Men hvad er forudsætningen for et godt og stabilt selvværd? Og hvad er det, som ofte ødelægger det for os?

Hvad er et ægte stabilt selvværd?

Mange af os har måske en tendens til at tro, at et stærkt selvværd indebærer, at man tror på, at man er meget bedre end alle andre.

Det var i hvert fald den tro, som jeg før i tiden selv var præget af.

Det er måske lidt pinligt at indrømme… men i mange år var jeg faktisk overbevist om, at hvis bare jeg prøvede kun at sammenligne mig selv med mennesker, som var tykkere, grimmere, dummere eller mere inkompetente end mig, så ville det automatisk øge mit selvværd.

Derfor brugte jeg ofte utrolig meget energi på at lede efter fejl og mangler ved alle andre mennesker, så jeg kunne bruge det til at styrke mit eget syn på mig selv.

Men efter lang tid på den måde – og med et fortsat dalende selvværd – gik det heldigvis op for mig, hvilken EKSTREMT dårlig strategi det faktisk var!

At sammenligne dig selv med andre er nemlig aldrig en god metode til at opbygge et sundt og stabilt selvværd. Tværtimod er det ofte sådan, at jo mere du sammenligner dig selv med andre, desto mere ustabilt bliver dit selvværd.

Måske kender du det, at du går forbi en kvinde på gaden, som måske vejer mere end dig selv, og så tænker dit ego: “Jeg er meget slankere og har meget mere styr på mit liv end hende”. Måske føler du umiddelbart, at dit selvværd er boostet – lige indtil du ser en smuk og endnu mere slank og veltrænet kvinde gå forbi, og du tænker; “Ej, jeg er slet ikke slank nok. Jeg burde være mere som hende!”.

Et ægte og stabilt selvværd kommer IKKE af at være overbevist om, at du er meget bedre, smukkere eller klogere end alle andre. Ægte selvværd kommer af en overbevisning om, at du er LIGE så meget værd som alle andre, og at alle andre er LIGE så meget værd som dig!

Og hvorfor et dette budskab så vigtigt for en balanceret vægt?

Jo, ser du. At sammenligne dig selv med andre kan nemlig forhindre dig i at opnå en balanceret vægt på tre måder:

  1. Det ødelægger dit selvværd og får dig til at nedprioritere at være god ved dig selv og træffe sunde valg.

  2. Det gør dig mere trist og ustabil og får dig i højere grad til at trøstespise og overspise.

  3. Det gør dig mere reguleret af ydre faktorer, og forhindrer dig i at lytte til dig selv og mærke efter DINE behov.

At sammenligne dig selv med andre er altså en af de værste vaner, som du kan have – ikke bare i forhold til dit selvværd og din mentale sundhed, men også i forhold til din fysiske sundhed og dit forhold til mad.

Såå… har du det også med at sammenligne dig selv, din krop, dit udseende, dine kompetencer og dine resultater med andres?

Sådan stopper du sammenligningen og får mere ægte selvværd:

  1. Berolig din indre kritiker

    Når du sammenligner dig selv med andre, er det ofte din indre kritiker, som er på spil. Når det sker, så forsøg at minde dig selv om, at din indre kritiker ikke er andet end frygt. I bund og grund er den bare en slags naturlig overlevelsesmekanisme, som er til for at hjælpe dig med at få øje på og bekæmpe potentielle farer, som er en trussel for vores overlevelse. Så når du tager dig selv i at sammenligne, så lad frem for alt være med at dømme dig selv for, at du gør det. Prøv i stedet at berolige din indre kritiker, og fortæl den, at du er okay, og at der ikke er grund til at være bange.

  2. Fokusér på lighederne

    En anden strategi, som du kan afprøve, når du sammenligner dig selv med en anden person, er at du kan forsøge at flytte fokus væk fra alle de ting, som gør jer forskellige, til alle de ting, som i faktisk har tilfælles. Vi mennesker er nemlig alle i bund og grund motiverede at det samme i livet; at elske og blive elsket. Når du begynder at fokusere mere på alle de ting, som du faktisk har tilfælles med mennesker omkring dig, vil din tendens til sammenligning automatisk blive mindre.

  3. Giv komplimenter

    En tredje strategi, som du kan afprøve, er at give komplimenter til de mennesker, som du sammenligner dig selv med. Når du har det med at sammenligne, kan det ofte få dig til at føle dig mere ensom eller afskåret fra mennesker omkring dig, hvilket ofte bringer endnu mere frygt og usikkerhed op i dig. Når du i stedet vælger at komplimentere den person, som du sammenligner dig selv med, kan det ikke mindst bringe jer tættere sammen, men det kan også være med til at booste dit humør og dit selvværd, fordi det ofte virker utrolig selvtilfredsstillende at gøre et andet menneske glad – og som en ekstra bonus vil du sikkert også opleve, at du ofte får en masse komplimenter igen :-)

  4. Find dine styrker

    At være bevidst om dine unikke og individuelle styrker er også en god forudsætning for at undgå tendens til sammenligning. Vi kan ikke alle sammen være lige gode til alt, og det er der faktisk en rigtig god grund til. For ville det ikke være temmelig upraktisk, hvis vi alle var lige gode til det samme? Hvornår er det så lige, at vi har behov for hinanden? Når du indser, at vi menneskers forskelligheder er til for at bringe os tættere sammen, vil du også indse, at der absolut ikke er nogen mening med at sammenligne dig selv med andre. Du vil altid være den bedste udgave af dig selv, og du har dit helt eget at bidrage med til verden – ligesom alle andre har. For at udforske dine specifikke og individuelle styrker, kan du f.eks. prøve at spørge din familie eller nærmeste venner, hvad de synes, dine 3 bedste styrker er. Der findes bl.a. også adskillige tests på nettet, som kan hjælpe dig.

  5. Lad dig inspirere

    Når du sammenligner dig selv med andre, er det ofte en afspejlning af, at der er noget ved den anden person, som du kan lære noget af. Hvis du f.eks. dømmer den anden person for at være alt for frembrusende og egoistisk, så overvej om det i virkeligheden er fordi, at du selv ønsker, at du var mere frembrusende eller måske har behov for at være lidt mere egoistisk. Det kan også være, at du misunder en anden person for noget han/hun har eller kan, men frem for at surmule over det, så prøv i stedet at fokusere på alt det, du kan lære af personen. Spørg evt. personen direkte hvordan han/hun bærer sig ad med at gøre de ting, som han/hun er god til, eller lær personen bedre at kende og brug ham/hende som en inspiration i dit liv.

I den kommende uge kan du prøve at være bevidst om, hvornår du sammenligner dig selv med andre. Bestem dig for at afprøve én af ovenstående 5 redskaber, og læg mærke til, hvad det gør ved dig.’
jette11
Husk at du er velkommen til at dele dine tanker eller erfaringer i kommentarfeltet nedenfor, hvis du vil være med til at skabe en mere åben og kærlig debat omkring vægt – og spiseproblemer.

De kærligste tanker,
Jette

 

 

Læs også: Elsk dig selv som du er – 3 skridt til mere ægte selvværd!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.