Stop overspisning med 3 simple skridt – kom ud af den onde spiral

stop overspisning
Kender du det, at du kommer til at overspise eller spise noget, som måske ikke var meningen, og pludselig sidder du fast i en ond spiral af overspisning, som du slet ikke kan stoppe igen?

Jeg kender det i hvert fald alt for godt.

I rigtig mange år oplevede jeg at sidde fast i en ond spiral af overspisning, som ikke bare fik mig til at tage på i vægt, men som også tærede rigtig meget på min selvtillid og mit selvværd.

Hvis jeg f.eks. kom til at overspise en lille smule eller spise noget, som var lidt usundt, så havde jeg det med at generalisere det til hele mit liv og tænkte katastrofetanker såsom; “Nu har du også ødelagt det hele!”, “Du kan heller ikke finde ud af en skid!” og “Du vil altid være klam og fed!”.

Med alle mine hårde ord håbede jeg altid på, at jeg på en eller anden måde kunne piske mig selv til at tage mig sammen og være mere disciplineret omkring min kost, men tværtimod oplevede jeg ofte bare, at min lyst til at overspise blev endnu større, fordi overspisningen netop hjalp mig til at dulme de triste følelser, som mine negative tanker skabte hos mig.

Når jeg så overspiste for at dulme min tristhed, fik det mig selvfølgelig til at tænke endnu flere negative tanker om mig selv, som igen gav mig mere lyst til at overspise, og på den måde endte jeg ofte i en ond spiral af overspisning, som bare blev ved og ved og ved…

Hvis du på nogen måde genkender den onde spiral af overspisning, så vil jeg gerne forsikre dig om, at der ER en vej ud!

Her får du min opskrift på 3 kraftfulde skridt, som kan hjælpe dig til at stoppe den onde spiral af overspisning;

Skridt # 1: Tilgiv dig selv.

Så snart du bliver bevidst om, at du overspiser, så er det meget vigtigt, at du tilgiver dig selv. Uanset om du først formår at gøre det længe efter, at du har overspist, så gør det alligevel. Du kan enten sige det højt til dig selv eller inde i dit hovede, og du kan også give dig selv et kærligt kram imens.

Når du tilgiver dig selv, så mind først og fremmest dig selv om, at der altid er en grund til, at du gør, som du gør – også når det gælder overspisning. Så tilgiv dig selv for, at du har handlet, som du har, og fortæl dig selv at der ER en god grund til, at du gjorde det.

Mind også dig selv om, at én gangs overspisning ikke afgørende for din vægt i fremtiden, og det definerer ikke dig som person. Så snart du tilgiver dig selv, kan du bedre give slip på de negative tanker og acceptere situationen, som den er, hvilket også vil hjælpe til at bremse din lyst til at overspise.

Skridt # 2: Vær nysgerrig.

Spørg dig selv hvad årsagen var til, at du overspiste. Stil dig selv disse spørgsmål:

  • Hvad følte jeg, inden jeg gjorde det?
  • Hvad tænkte jeg, inden jeg gjorde det?
  • Hvad gav det mig umiddelbart at overspise/hvilket følelsesmæssige behov opfyldte det umiddelbart for mig?
  • Hvad havde jeg i VIRKELIGHEDEN behov for?

Hvis du har overskud til det, så skriv gerne svarene ned så du på den måde kan skabe mere klarhed omkring dine tanker og følelser.

At stille dig selv disse spørgsmål kan formentlig få dig til at indse, at der faktisk er en god grund til, at du overspiser, og at det ikke er overspisningen i sig selv, som er problemet, men det er dét, som ligger bagom din overspisning.

Kig især på hvad det var for nogle behov, som overspisningen midlertidigt dækkede for dig, og find løsninger til, hvordan du ellers kunne have opnået de samme behov på en mere langsigtet og hensigtsmæssig måde.

-> Klik her og få hjælp til at slippe din overspisning allerede i dag <–

Skridt # 3: Træf et nyt valg.

Træf et nyt valg med det samme som kan få dig til at skifte din indstilling omkring dig selv. Spis f.eks. en gulerod, tag 20 mavebøjninger eller spring ud af døren og gå en tur. Bare du gør ét eller andet, som er godt og sundt for dig, og som kan overbevise dig om, at du kan træffe et bedre valg lige nu.

Husk at det ikke er nok bare at tænke på noget, du vil gøre i morgen eller på mandag, men det er vigtigt, at du får handling på med det samme. På den måde vil du hurtigere føle, at du er på rette vej igen, og at det ikke var verdens undergang, at du overspiste denne ene gang.

Forudsætningen for at kunne bruge disse tre skridt er først og fremmest, at du i det hele taget begynder at se på din overspisning med mere kærlige og nysgerrige øjne.

Hver gang du overspiser, så forsøg at se på det som en mulighed for læring frem for et nederlag. Din overspisning er ikke det egentlige problem, men det er et symptom og et kærligt opråb om, at der er noget, du skal lære omkring dig selv og dine behov.”

Når du begynder at lytte nysgerrigt til dette opråb, vil du ikke alene kunne finde løsningen til at stoppe din overspisning, men du vil også kunne ændre hele dit liv i en mere positiv retning, fordi de budskaber, som ligger gemt i dine vægt – og spiseproblemer, ofte dækker over nogle meget mere givende indsigter, end du umiddelbart tror.

Jette Uhre

Jeg håber, at du kan bruge mine tips, og jeg ønsker dig alt det bedste på din vej til mindre overspisning.

De kærligste tanker,
Jette Uhre
– Spisepsykologi coach og Mindful Spisning ekspert.


P.S. Har du erfaringer med den onde spiral af overspisning? Eller har du nogle gode tips til at stoppe den? Jeg vil elske at høre dine tanker og erfaringer i kommentarfeltet nedenfor :)

Læs også: Hjælp til overspisning – den store guide.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.