Hvordan kan jeg spise intuitivt og uden restriktioner, når der er mad, jeg ikke tåler?

SPØRGSMÅL:

Hei! Jeg har lest mye på bloggen din, og synes det er veldig bra! Jeg ønsker å lære meg å spise intuitivt. Lære meg å nyte maten, at alt er lov, ikke tenke slanking, men hvordan jeg kan spise det kroppen har godt av og være snill med den. Problemet eller utfordringen min er, at jeg får lyst på noe godt hele tiden, og har lyst å komme ut av mønsteret med å skal ha noe godt hver dag etter jobb, når jeg kjeder meg, er urolig eller rastløs. Hvis jeg skal tenke, at det alltid er lov å spise godteri, er det litt vanskelig å komme dit, at jeg bare spiser litt en dag i helga, som jeg egentlig ønsker. Vet at jeg vil lære meg å ikke spise opp følelser, og dette er noe jeg trenger å jobbe med. Det viktigste spørsmålet mitt er, hvordan kombinerer jeg å spise intuitivt med, at jeg egentlig bør spise lavkarbo? Får mye ulike symptomer på at jeg ikke tåler melk og tror sukkeret og mye ferdigmat og brød også gjør, at jeg får symptomer. Er vanskelig å legge om til et strengt kosthold, for jeg føler, jeg får ekstra sug etter godteri og snacks og sprekker ofte. Har du tips? Tusen takk for svar og bra blogg og metode å jobbe med i forhold til mat! – S.

SVAR:

Hej S.

Så skønt at høre, at du kan li’ min blog, og hvor er det dejligt med en følger fra Norge :-)

Det lyder som en rigtig god intention, du har omkring at ville lære at spise intuitivt, nyde maden mere, slippe restriktionerne og ikke fokusere på vægttab – men samtidig spise på en balanceret måde, så du lytter til din krops signaler og behov med respekt og kærlighed. Det er NETOP indbegrebet af at slippe slankekursmentaliteten og have et naturligt og balanceret forhold til mad.

Jeg forstår godt, at du spørger om, hvordan du kan forene dét at spise intuitivt og uden restriktioner samtidig med, at der er mad, din krop ikke har det godt med (og du af den grund naturligvis gerne vil undgå det). For det kan også være svært lige at greje, hvordan man gør.

Som du selv skriver, så kan det være en rigtig god idé at arbejde på at lære at håndtere dine følelser på andre måder også, så spisning og/eller de madvarer, du reagerer på, ikke bliver din eneste udvej. At arbejde på at slippe følelsesmæssig spisning er selvfølgelig det vigtige arbejde at gøre langsigtet.

Men hvis du gerne vil arbejde fra en mere kortsigtet vinkel også, så vil jeg sige, at det nok i høj grad handler om at lære at eliminere sort/hvid-mentaliteten.

For selvom det selvfølgelig er målet i sidste ende, at du ikke spiser lige så meget på dine følelser, så kan du samtidig allerede nu arbejde på, at det ikke bliver særlig store mængder, når du gør.

Det er jo formentlig mængderne, der gør forskellen ifht., om din krop reagerer negativt eller ej på visse fødevarer. Derfor er det altid bedre og mere realistisk at starte med at lære metoder til at nedsætte mængderne, du indtager af de slags fødevarer, frem for at sætte sort/hvide totalforbud (som jo ofte bare får os til at overspise mere).”

Når man har en sort/hvid-mentalitet, vil man ofte tænke; “Nu er jeg gået igang, så har jeg alligevel overtrådt reglerne, og så kan jeg lige så godt bare fortsætte. Nu er jeg allerede usund”, så snart man kommer til at spise en lille smule godt… og netop den tankegang gør ofte, at man bare spiser hurtigere og større mængder.

Selvom du ikke har skrevet om, at du har en sort/hvid-mentalitet omkring mad, så gætter jeg på, at du måske tidligere har haft en masse stramme regler og rammer for “god” og “dårlig” mad, og at du har været meget sort/hvid omkring det, men at du nu forsøger at slippe det. Det kan sagtens tage et godt stykke tid, før man virkelig får ind under huden, at intet er sort/hvidt, og at der er mange flere nuancer, når det gælder spisning og sundhed.

Du kan måske øve dig i følgende: Hver gang du rækker ud efter noget “godteri” (et skønt ord i øvrigt), så prøv at sige til dig selv: “Jeg er alligevel igang, så nu vil jeg nyde hver bid. Det er mængden, det handler om, og INTET er ødelagt, bare fordi jeg er gået igang. Jeg kan vælge at stoppe når som helst, og det VIL gøre en forskel, uanset hvor i processen, jeg stopper”.

Det her med at lære at nyde hver bid og slippe sort/hvid-mentaliteten (så det kun bliver meget små mængder), er jo altid meget bedre at starte med frem for at sætte totalforbud omkring noget.

Når det så er sagt, så er det selvfølgelig helt ok at sætte nogle kærlige intentioner omkring, at der måske er visse ting, du så vidt muligt vil undgå, hvis du netop kan mærke, at det ikke føles godt i din krop. Selvfølgelig er det vigtigt, at du lytter til kroppen, når den siger fra… og du kan sagtens have intentioner om at undgå sukker, mælk og brød for din krops skyld. Det vigtige for, at det skal lykkes, er dog disse to ting:

    • Sørg for at der ikke er slanketanker bagom, men at det udelukkende er med en kærlig intention, der handler om, at du vil have det godt i kroppen nu og her. Det kan tage lang tid at slippe slankekursmentaliteten, og selv når vi er overbeviste om, at vi har sluppet fokus på vægttab, så kan vi alligevel lige pludselig opdage, at der er nogle underbevidste slanketanker bag de intentioner, vi sætter omkring vores kost. Så bliv ved med at forsøge at opdage, hvor der måske kan ligge noget slankefokus begravet. Så snart der er den mindste slankeintention bag dét at spise mindre sukker, mælk eller brød, så bliver det nemlig en restriktion, der er baseret mere på frygt og had til kroppen – og den negative intentioner skaber stress og gør ofte, at vi handler modsat vores egentlige intentioner omkring mad.
    • Sæt intentioner frem for restriktioner: Selvom du ikke fokuserer på vægttab, når du vil forsøge at undgå de ting, din krop reagerer på, så kan der sagtens alligevel være noget sort/hvid-mentalitet omkring det, som gør det sværere at efterleve. Jeg plejer altid at fortælle mine klienter, at hvis de ønsker at undgå noget i deres kost, så er det helt ok, men de skal så forsøge at sætte INTENTIONER frem for restriktioner. Intentioner er nemlig mere realistiske og “fleksible”, men med en intention handler det stadig om, at der er en bestemt retning, man gerne vil bevæge sig mod (f.eks. at spise mindre sukker). Med en restriktion (eg. “Jeg vil stoppe med at spise sukker”) kan man nemt føle, at man har “ødelagt det hele” når man så alligevel spiser lidt sukker, og det skaber netop de store udsving af overspisning. Med en intention (eg. “Jeg har en intention om at spise så lidt sukker, som det er muligt og realistisk”), så lægger du ikke så meget pres på beslutningen om at reducere dit sukkerindtag, og din intention vil heller ikke forsvinde, bare fordi du spiser lidt sukker. Så kan du lynhurtigt vende positivt tilbage til intentionen igen, når du kommer til at spise lidt sukker, og du vil ikke på samme måde føle, at du har ødelagt noget. Alene dét, at der er lidt mere fleksibilitet, gør faktisk tit, at man i sidste ende ender med at spise mindre sukker, end hvis man havde sat et totalforbud mod det – netop fordi man ikke ryger ud i de store mængder, og ganske enkelt også fordi, at det slet ikke vil være så “spændende” for vores hjerne at spise sukker, som det netop tit bliver, når vi sætter totalforbud (det er en indbygget biologisk overlevelsesmekanisme, at vi får mere lyst til det, der er mindre tilgængelighed til). Du kan også høre mig forklare det her om intentioner frem for restriktioner i denne video.

Sidst men ikke mindst vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at det er min oplevelse, at stress og bekymringer omkring mad faktisk tit kan gøre kroppen mere sensitiv over for netop den type mad, man bekymrer sig omkring eller dømmer som usundt/dårligt.

Man kan lidt sammenligne det med placeboeffekten, som man anerkender meget inden for især forskning omkring medicin: hvis vi er overbeviste om, at noget medicin er dårligt eller farligt, så vil vores krop også ofte reagere negativt på det, også selvom det i princippet er helt harmløst. På samme måde mener nogle eksperter, at hvis vi er meget dømmende over for visse typer mad, så reagerer vores krop også mere negativt på det.

At placeboeffekten kan overføres til vores madindtag er ikke noget, der konkret er forskningsmæssigt bevist, men jeg kan i hvert fald sige, at jeg også selv har oplevet det. Engang troede jeg heller ikke, at jeg kunne tåle hverken mælk, gluten eller sukker, og jeg fik det ofte rigtig dårligt, hvis bare jeg rørte lidt af det… men i dag, hvor jeg er overbevist om, at gluten, mælk og sukker slet ikke er farligt, kan jeg SAGTENS spise det i helt normale mængder, uden min krop reagerer på det.”

Generelt oplever jeg også, at mange mennesker bliver mere sensitive over for visse fødevarer i perioder, hvor de er mere stressede. Vores krop bliver jo bare generelt mere sensitiv og forsøger at sige fra på mange måder, når vi døjer med stress. Så det kan måske også være generel stress, der gør, at du i perioder føler, at du reagerer mere på visse fødevarer? Det betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan tåle disse fødevarer, men det betyder måske bare, at din krop måske er lidt på overarbejde i forvejen. Det kan i de perioder være fint at forsøge at skære ned på de fødevarer, så du skåner din krop for symptomer, men det vigtige er jo på lang sigt at reducere stress, hvis det er årsagen – uanset om det er mad-stress eller generel stress.

Er du i tvivl om, om du måske i virkeligheden er intolerant eller allergisk over for visse ting, så synes jeg bestemt, at du skal få det testet hos din læge eller en ekspert i fødevareallergier og intolerancer. Det kan være nemmere at undgå visse fødevarer uden at føle afsavn, hvis man ved med sikkerhed, at man rent fysisk ikke kan tåle dem… og det kan omvendt også være nemmere at slippe frygten og angsten omkring visse fødevarer, hvis man får konstateret ved en test, at man i princippet sagtens kan tåle dem. Det er altid dejligt med noget konkret afklaring på den front i hvert fald.

Jeg håber, at det var et svar, du kunne bruge S… og sig endelig til, hvis du har flere spørgsmål :-)

Rigtig god rejse mod et balanceret forhold til mad ♥

De kærligste hilsner,
Jette.