Jeg slår hjernen fra, når jeg overspiser

SPØRGSMÅL: 

Kære Jetthttp://www.dreamstime.com/stock-photography-woman-eating-fast-food-young-image34865252e.

Jeg har læst din e-guide, som jeg både kunne genkende mig selv i, og også har ladet mig inspirere af. Jeg har sidenhen taget flere af dine råd til mig og indarbejdet dem i min hverdag – og de virker!

Jeg overspiser dog stadig nogle gange. Jeg er meget bevidst om præcis hvornår, og nogle gange også omkring hvorfor det sker. Jeg prøver i disse tilfælde at stoppe op og spørger mig selv, hvad jeg mangler lige nu, hvad der sker, og hvad der giver mig lyst til at kaste mig hovedløst ud i et chokoladeorgie. Alligevel er jeg ikke altid i stand til at ‘stoppe op’, men jeg slår nærmest hjernen fra og fortsætter. Det bekymrer mig, fordi jeg ikke ønsker, at det skal fortsætte, og fordi jeg føler, at jeg ved bedre og fortjener bedre.

Mit spørgsmål er vel… er der noget andet, jeg kan gøre?

Mvh S.

 

SVAR:

Kære S.

Hvor dejligt at høre, at e-guiden har inspireret dig, og at du har taget mine principper til dig… og ikke mindst, at de virker for dig! Det gør mig rigtig glad at høre.

Som du måske selv har oplevet, så kan der være rigtig mange underliggende årsager til, at vi får trang til at overspise. Så først og fremmest er det super godt at høre, at du altid forsøger at være nysgerrig på, hvad der er årsagen til din overspisning, og at du forsøger at stille en masse undersøgende spørgsmål til dig selv, når det sker.

Der er jo altid mange forskellige vinkler, man kan arbejde med sin overspisning fra.

Det er selvfølgelig super vigtigt at arbejde med, hvordan du kan forebygge trangen til overspisning i det hele taget (og det er jo det, du gør, når du udforsker årsagerne til, at du får lyst til det i første omgang), men nogle gange er det også vigtigt at arbejde med, hvad der faktisk skal til for, at vi kan reducere graden af vores overspisning, når vi nu alligevel er midt i det.

Slip modstanden og selvbebrejdelsen omkring din overspisning

Når du fortæller mig, at du har det som om, at du nærmest slår hjernen fra, når du overspiser, så siger det mig faktisk, at du måske i virkeligheden har meget modstand, skam eller dårlig samvittighed forbundet med det.

Så det er rigtig fint, at du er nysgerrig på at udforske årsagen til, at det sker i første omgang, men hvis du har en grundlæggende modstand på overspisningen, mens det sker, og hvis du måske føler skyld og skam over det, eller føler, at du “burde lade være, for du ved jo bedre” (som du selv skriver), så kan det ofte være det, der får din hjerne til at slå fra og får dig til at overspise ENDNU mere.

Jo mere vi dømmer os selv for at overspise, mens vi er midt i overspisningen, desto mere vil vi også have tendens til at slå hjernen fra for at undgå at være bevidste omkring den “skamfulde” handling eller situation, vi er i.”

Faktisk er det en meget naturlig overlevelsesmekanisme vores hjerne har. Man kan godt sammenligne det lidt med, når vi er ude for en meget dramatisk, ubehagelig eller skamfuld oplevelse, og vi så efterfølgende fortrænger oplevelsen, simpelthen som en mekanisme til at overleve og kunne lukke af for de negative følelser i forbindelse med oplevelsen, som måske var for svære at være i.

Så for mig giver det meget god mening, at du oplever, at din hjerne “slår fra”, når du overspiser, hvis du i virkeligheden ikke føler, at du “burde” gøre det, og hvis du virkelig har meget modstand på det.

Det der gør, at du ofte kommer til at overspise endnu mere, når du slår hjernen fra, er jo netop, at det ikke giver dig mulighed for at få den nydelse, de følelser eller den tilfredsstillelse, som du måske netop søgte i maden i første omgang.

Det kan gøre være, at du rækker ud efter maden for at udfylde visse følelsesmæssige behov eller stimulere din hjernes belønningscenter (hvis du f.eks. er stresset), men hvis du så dømmer dig selv for at gøre det, og din bevidsthed derfor slår fra, så vil du jo netop bare behøve en endnu større mængde mad, før din hjerne faktisk får den nydelse og tilfredsstillelse, den søgte.

Noget andet der også sker, når du har modstand på din overspisning, eller bebrejder dig selv for at gøre det, er at tanker som er præget af skyld, skam og selvbebrejdelse ofte aktiverer en fysiologisk stressrespons i hjernen, som bl.a. signalerer kroppen til at nedsætte forbrændingen og udskille mere kortisol, der yderligere bidrager til at øge din appetit.”

Vores krop er nemlig indbygget til at starte sådan en stressrespons, når hjernen oplever nogen former for trussel – og negative og selvbebrejdende tanker opfattes ofte af hjernen som en trussel, der kræver, at vores stressrespons bliver aktiveret.

Den øgede appetit og den nedsatte forbrænding sker jo for at hjælpe os til at kunne spare på energien og samle kalorier til os i tilfælde af, at vi rent faktisk var i en virkelig nødssituation.

Så den bedste forudsætning for, at du kan forblive bevidst i din spisning og minimere den mængde, du overspiser, når du overspiser, er altså, at du arbejder på at stoppe med at dømme dig selv eller føle skyld/skam over at gøre det.

Det er ikke altid nok bare at være klar over hvorfor, du overspiser, hvis du stadig har stor modstand på, at overspisningen sker. Jo mere du integrerer mental tilladelse omkring overspisningen, og faktisk tillader dig selv at få det ud af maden, du søger, mens du alligevel er midt i det, jo mindre mængder mad vil du behøve at overspise i.”

Mind dig selv om, at der altid er en god årsag til, at du overspiser, og prøv f.eks. om du kan trække vejret dybt, mens du er midt i det, og sige til dig selv “Jeg tillader mig selv at være i det og få det ud af maden, min hjerne vil have”. På den måde kan du som sagt opnå meget hurtigere tilfredsstillelse og undgå, at din overspisning tager overhånd.

At kunne slippe sin overspisning handler ikke bare om at “vide bedre” eller at tage sig sammen og have selvdisciplin til at lade være, men det handler i langt højere grad om at først og fremmest slippe sin selvbebrejdelse omkring det og i stedet lære at forstå, hvordan vi mennesker faktisk fungerer.

Overspisning handler i bund og grund altid bare om nogle biologiske overlevelsesmekanismer inde i os, og derfor er det meget bedre, at vi forsøger at lære, hvordan vi kan arbejde med de mekanismer, frem for at slå os selv i hovedet og arbejde imod dem.

Vær tålmodig og taknemmelig

Når det så er sagt, så er det også rigtig vigtigt, at du er tålmodig med dig selv. Overspisning forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden – og faktisk skal du være glad for, at det ikke er sådan.

Hvis din overspisning bare på magisk vis forsvandt “overnight”, ville du jo ikke lære alle de skjulte gaver, der formentlig gemmer sig bag din trang til overspisning.”

Jeg er aldrig bleg for at indrømme, at min trang til overspisning stadig kommer og går i perioder, og jeg forventer faktisk ikke, at den nogensinde vil forsvinde for altid.

Jeg ved, at min periodevise trang til overspisning vil følge mig resten af mit liv som en kærlig ven, der minder mig om, når mit liv er ude af balance, når der er behov, jeg ikke får opfylde eller når jeg er ved at bevæge mig i en forkert retning. I dag er jeg faktisk enormt taknemmelig for, at jeg altid har sådan en indre guide med mig.

Jeg vil virkelig også invitere dig til at se på din overspisning som en kærlig følgesven, som guider dig i livet. Jo mere du ser med kærlige øjne på din overspisning, desto bedre vil du også blive i stand til at rent faktisk være i det, når din trang til overspisning kommer, og lytte nysgerrigt til den, frem for bare at slå hjernen fra.

At slippe din overspisning er ikke bare så simpelt, og ofte kræver det vedvarende bevidsthed og fokus på at være nysgerrig på dig selv og de mentale, fysiologiske og følelsesmæssige mekanismer, der sker i dig.

Sørg derfor gerne for at skrive dagbog omkring din overspisningsepisoder eller f.eks. opsøge nogen, du kan snakke med og dele dine tanker omkring det med. Jo mere vi sørger for at få udtryk for vores tanker og følelser i forbindelse med overspisningen, desto mere klarhed kan vi skabe.

jette11
Jeg håber, at mit svar kan støtte dig lidt, og jeg ønsker dig rigtig meget medvind på din rejse mod mere glæde og mindre overspisning fremover.

De kærligste hilsner,
Jette
– Spisepsykologi coach og Mindful Spisning ekspert.

 

 

Supplerende læsning:

Derfor skal du tillade dig selv, at spise hvad du vil

Derfor skal du tillade dig selv at trøstespise

Ét svar til “Jeg slår hjernen fra, når jeg overspiser”

  1. Birthe lauritzen siger:

    Kære Jette
    Dèt med at slå hjernen fra under chokoladeorgiet om aftenen er også mit hovedproblem. Det er faktisk grunden til, at jeg begyndte at søge på nettet efter hjælp og forklaring. Det svar du har skrevet, giver rigtig god mening i min verden, og jeg vil prøve at arbejde med mit overspiseri ud fra det.
    I øvrigt er det helt fantastiske artikler og videoer, du har lagt ud omkring overspisning,. De forklarer SA mange ting fra helt nye og logiske vinkler. Tusind tak for dem :-)

    Venlig hilsen Birthe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.