Har du et skamfuldt og moralsk forhold mad?

Hvornår har man en slankekursmentalitet? Og hvornår ved man, at man har sluppet den?

Den anden dag kom jeg til at tænke på, hvornår jeg første gang virkelig indså, at jeg havde sluppet slankekursmentaliteten, og at der var sket et konkret skift i måden, jeg forholdte mig til mad på.

Det var en ganske almindelig onsdag eftermiddag for nogle år siden, hvor jeg havde rigtig meget lyst til slik. Derfor jeg gik til min lokale kiosk, der lå et par hundrede meter væk, og udvalgte det slik jeg havde aller mest lyst til. På vejen hjem begyndte jeg at spise af slikket, og pludselig slog det mig, at jeg (modsat tidligere) sagtens kunne gå på åben gade og spise af posen – UDEN at føle mig skamfuld.

Tilbage da jeg havde en slankekursmentalitet, var det helt umuligt for mig at gå alene på åben gade og spise af en pose slik uden at føle skam eller være bange for at blive dømt af andre mennesker. Jeg havde nemlig først og fremmest et meget sort/hvid-tankegang omkring mad, hvor jeg var helt overbevist om, at noget mad udelukkende var “godt” eller “sundt” og andet mad udelukkende var “dårligt” eller “usundt”. Hver gang jeg spiste noget af det, jeg havde dømt som værende “dårligt”, så dømte jeg også mig selv som værende en “dårlig” person. Der var altid en meget stærk kobling mellem, hvad jeg spiste, og hvor meget jeg følte, at jeg var værd som menneske (eller hvor stærk og sej jeg tænkte, at jeg var).

Hver gang jeg f.eks. købte slik (eller det kunne også bare være en bolle fra bageren), gik jeg altid og gemte det i en pose eller i min jakkelomme og plukkede små stykker op, som jeg kunne putte hurtigt i munden, så ingen så det. På den måde kunne ingen jo dømme mig for, hvad jeg spiste (selvom jeg alligevel altid dømte mig selv). Når det foregik på denne måde, spiste jeg altid meget hurtigt, og jeg var så optaget af skammen, samt at sørge for at skjule min mad, at jeg slet ikke var nærværende med at spise den. Selvom jeg spiste det, jeg havde lyst til, fik jeg i virkeligheden ikke særlig meget nydelse ud af det, og jeg følte mig sjældent rigtig tilfredsstillet, når jeg var færdig (og havde derfor tit bare lyst til mere).

På den ganske almindelige onsdag eftermiddag for nogle år siden, hvor jeg opdagede, at jeg pludselig kunne gå på gaden og spise slik samt faktisk nyde det og føle mig tilfredsstillet – uden at føle den mindst smule skam – DER indså jeg virkelig, hvor meget jeg havde rykket mig, og hvor meget slankekursmentaliteten tidligere havde hæmmet mig.

Selvfølgelig slap jeg ikke bare slankekursmentaliteten fra den ene dag til den anden, men det var en gradvis proces gennem flere år, hvor jeg skrællede flere og flere lag af min slankekursmentalitet. Jeg har haft mange åbenbaringer gennem årene, men denne ene oplevelse står bare så stærkt i min hukommelse.

En anden åbenbaring jeg gradvist har haft gennem årene (og som også har fået mig til at indse, hvor meget frihed jeg har med mad i dag) er, at jeg for 4-5 år tilbage ofte kunne finde på at spise slik i skjul, eller når jeg var alene hjemme, og derefter sørge for at gemme slikpapiret nederst i skraldespanden, så min kæreste ikke ville opdage det. Den dag i dag kan jeg spise slik, chips, is, bagerbrød etc. hvor som helst og når som helst på ugen/dagen uden at føle, at jeg skal skamme mig eller skjule det, fordi jeg ikke længere ser disse fødevarer som noget “dårligt” eller “farligt” (men bare som noget, jeg har lyst til ind imellem), og fordi jeg virkelig har forstået, at der ikke er nogen som helst sammenhæng mellem, hvad jeg spiser, og hvor god/dårlig jeg er som menneske. Som en del af mit eget arbejde mod at skabe et mere balanceret forhold til mad, har jeg endda ligefrem ofte givet mig selv til opgave at lade noget slikpapir eller en tom chipspose ligge fremme, så min kæreste eller andre kan se den, for virkelig at øve mig i at fjerne skammen fra mad (det skal siges, at min kæreste aldrig nogensinde har kommenteret eller blandet sig i, hvad jeg har spist, men skamoplevelsen har altid kun foregået inde i mit hovede). Jeg er ikke i tvivl om, at dét at fjerne skammen og moralen omkring mad for mig har været et af de vigtigste skridt mod det balancerede og intuitive forhold til mad, som jeg har i dag :-)

I kapitel 2 i min bog “Slip Slankekursmentaliteten” fortæller jeg netop mere om, hvordan mennesker med en slankekursmentalitet ofte har et skamfuldt og moralsk forhold til mad, og hvordan det i virkeligheden tit fører til mere overspisning, mindre tilfredsstillelse og flere udfordringer med mad og vægt. Som et citat fra kapitlet lyder:

Skam er virkelig en af de største fjender, når vi vil balancere vores forhold til mad, og skam og moral hører slet ikke hjemme i vores forhold til mad.”

I bogen guider jeg dig selvfølgelig også til, hvordan du kan demoralisere dit forhold til mad samt opnå et balanceret og befriende forhold til mad i stedet.

Du kan læse mere om bogen lige her <–

I kommentarfeltet nedenfor ville jeg elske at høre om dine erfaringer; Kender du også til at have et moralsk eller skamfuldt forhold til mad? Har du også svært ved at spise hvad som helst på åben gade, uden at være bange for at andre skal dømme dig?

Jeg glæder mig til at høre dine tanker :-)

De kærligste hilsner,
Jette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.