Jeg stresser, når jeg spiser. Hvordan stopper jeg det?

SPØRGSMÅL:

Hej Jette,

stresser når jeg spiserJeg har læst din kickstart guide, og den har virkelig sat gang i tankerne og følelserne. Du har givet mig en masse a-ha oplevelser. Jeg er meget åben for selvudvikling og er med årene blevet ret god til alt det her med selvindsigt og at arbejde med mig selv. Jeg har længe søgt svar på mine problemer med maden, og jeg synes du har givet mig nogle rigtig gode værktøjer. Tak for det :)

Der er dog ét af punkterne i din guide, som jeg har lidt svært ved. Du skriver, at man skal slappe af før hvert måltid og give sig selv lov til at spise (med fokus og nærvær). Jeg har i lang tid godt vidst, at jeg ikke var særligt god til det – jeg hev telefonen eller dameblade eller lignende frem, når jeg skulle spise, og pludselig havde jeg spist uden at tænke over det. En klassisk situation, som jeg længe har været opmærksom på, men som jeg nu har ændret. Nu spiser jeg for at spise og kigger på min mad istedet (i hvert fald når jeg spiser alene).

Men mit problem er, at jeg stresser når jeg spiser. Jeg kan mærke hvordan mit hjerte galoperer og min mave trækker sig sammen i spændinger, når jeg sidder med maden. Jeg har netop fået analyseret mig frem til hvorfor.

Der er to hovedårsager: 

1) Mine tanker (og bekymringer) står ALDRIG stille og giver mig aldrig ro, så jeg sidder altid og tænker på en masse ting jeg skal have gjort eller sagt eller lignende og bliver derudover stresset fordi jeg har en aftale om 2 timer!!! Det er jo grotesk og total ulogisk, at jeg bekymrer mig 2 timer før, om jeg nu kan nå det eller ej. Men det bringer mig videre til næste årsag: 

2) Jeg har for nyligt sagt mit job op, hvor jeg var ansat i halvandet år på deltid. Det var et butiksjob og jobbet var uden overenskomst, så chefen lavede sine egne regler. En af reglerne var, at de altså kun plejede at holde 5 minutters frokostpause!

Jeg sagde, at jeg mindst havde brug for 10-15 minutter, men hver gang jeg skulle spise frokost stressede det mig helt vildt, fordi jeg vidste, at jeg skulle skynde mig som ind i h…, og selvom jeg til ansættelsessamtalen havde sagt, at jeg havde brug for 10-15 minutter, så vidste jeg udmærket godt, at min chef egentlig ikke syntes om det, for det “plejede” de andre jo ikke at gøre.

Jeg er en langsom spiser af natur, så selv 10-15 minutter er kort tid for mig. Jeg endte som regel med at bruge ca. 12 minutter (i hast og jag), og jeg forsøgte at fortælle mig selv, at jeg bare skulle være ligeglad. Men det kunne jeg ikke, for jeg følte mig skyldig, når jeg sad der længere end de 5 minutter… og jeg følte, at der blev holdt øje med mig, hvis min chef var på arbejde. 

Det har så resulteret i en stresstilstand ved hvert måltid, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal bryde den tilstand. Logisk set kan jeg godt fortælle mig selv, at jeg ikke behøver at stresse – at jeg nok skal nå det hele, og at jeg nu kan tage mig al den tid, jeg har brug for til at spise (i hvert fald så længe jeg er ledig og går hjemme), og at jeg vitterligt ikke skal skynde mig ud af døren til noget. Men det ændrer ikke på den automatiske indstilling min krop indtager, når jeg skal spise. 

Det var en lang mail for at beskrive et enkelt dilemma, men måske du har et godt råd eller to til, hvad jeg kan gøre? :)

På forhånd tak for din hjælp.

Med venlig hilsen E.

SVAR:

Hej E :)

Først og fremmest mange tak for din email. Det er utrolig skønt at høre, at e-guiden har sat tanker i gang hos dig. Det betyder så meget for mig at høre, at jeg kan hjælpe på den måde.

Til dit første punkt så vil jeg sige, at jeg genkender det lidt – og jeg havde det også meget sådan engang, at jeg bekymrede mig om alt, hvad jeg skulle, og blev stresset flere timer inden. Men for at gå direkte til sagen, så handler det ofte om, at vi ikke har tillid til livet. At vi hele tiden bekymrer os om, hvad der kan gå galt, frem for at have tillid til, at uanset hvad der sker, så er der altid noget lærerigt at finde i det.

Jeg var meget bange for at begå fejl eller sige noget forkert til andre mennesker i mange år, og jeg bekymrede mig konstant om min fremtid, hvad jeg skulle i morgen og om tingene nu skulle gå. Men jo mere jeg har lært at have det syn på livet, at hvis vi giver lidt slip og bare stoler på, at uanset hvor galt tingene går, så kan der ALTID komme noget godt ud af det, desto mere har jeg kunnet give slip på alle bekymringerne og bare hvile i, at alting nok skal gå.

Giver det mening? :)

Så det handler meget om at have tillid til livet, for på den måde kan du bedre tillade dig selv at være til stede i nuet frem for at være i fortid eller fremtid i dit hovede.

Hvis du altid ved, at uanset hvad der sker, så kan jeg bruge det til at styrke mig på og udvikle mig, så er man pludselig knap så bange for fremtiden.

Til dit andet punkt, så vil jeg sige, at det kan selvfølgelig godt have noget at gøre med, at du har været vant til at skulle skynde dig på arbejdet. Jeg synes personligt, at der burde indføres siesta i Danmark, eller en lov om at man skal have én times middagspause – for det er hverken godt for fordøjelse, forbrændingen eller ens forhold til mad, at skulle spise alt for hurtigt.

Når det så er sagt, så oplever jeg også ofte, at hvis man har svært ved at spise langsomt eller være nærværende med sin mad, så er det fordi, at der er nogle følelser, som kommer til overfladen i forbindelse med spisningen, som man måske har svært ved at være i.

Når vi spiser hurtigt, er det jo ofte for, at vi søger den der dulmende følelse, der kommer, når vi er prop mætte efter at vi har spist hurtigt. Og når vi så begynder at sætte farten ned, så kommer de følelser som vi gerne vil dulme måske pludselig til overfladen. Så først og fremmest kan det være en god idé at vide, at selvom det føles ubehageligt, når du spiser langsomt, så er det helt sikkert nogle følelser, som har rigtig meget behov for at blive hørt og anerkendt i dig. Det kan gøre det lidt nemmere, at lade dem komme.

Det er også vigtigt, at huske på at dit forhold til mad ofte er en direkte afspejling af dit forhold til dig selv og dit liv. Har du det generelt med at skynde dig gennem livet? Har du generelt svært ved at være i nuet? Har du generelt tendens til at tænke, at “det her skal bare lige overstås” frem for at sætte pris på og nyde processen og nuet?

I så fald er det vigtigt, at du ikke går så meget til angreb på dit forhold til spisning, men at du sørger for at se på dit forhold til livet i første omgang. Jo mere tålmodighed du kan have til dit liv generelt, desto mere vil det afspejle sig i maden :)

Som nogle HELT konkrete tips til sidst, vil jeg foreslå, at du, når du sætter dig ned og skal til at spise + undervejs i din spisning lige prøver at lukke øjnene, trække vejret dybt og sige inde i dit selv “Jeg slipper kontrollen, jeg slipper kontrollen”. Det er en rigtig god måde til at give lidt slip for alt den kontrol oppe i hovedet, og komme ned og mærke kroppen og være mere nærværende.

Stress og bekymringer er jo ofte et udtryk for, at vi tror, at vi er nødt til at kontrollere alting og være på forkant med alting “for ellers går det galt”. Så igen…. øv dig i at stole på livet og vide, at alt hvad der sker i dit liv, det sker fordi du skal lære og udvikle dig – så det er meningen, at vi skal begå fejl og at tingene skal gå lidt galt ind imellem.

Og gud ske lov at det er sådan – ellers ville livet jo også være ret så kedeligt ;)

Jeg håber, at mit svar kan støtte dig lidt.

jette11
Rigtig god fornøjelse med arbejdet med guiden.

De kærligste hilsner,
Jette Uhre
– Spisepsykologi coach og Mindful Spisning ekspert.

 

 

Læs også: Mindful Spisning – metoden til at reducere overspisning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.