Hvis jeg hader min krop, kan jeg bedre tabe mig

jeg hader min krop
Tænker du ofte; “Hvis jeg hader min krop, som den er, så kan jeg bedre tage mig sammen til at spise sundt og tabe mig”…?

Hvis du gør, så er jeg altså nødt til at fortælle dig, at den tankegang er HELT hul i hovedet.

Det lyder måske paradoksalt, men forskning påviser tydeligt, at kropshad og kropsskam i virkeligheden fremmer trøstespisning og overspisning. At hade din krop, eller skamme dig over dens udseende, fører aldrig til andet end fysiologisk stress, hvilket netop ofte fører til (endnu) mere overspisning.

Når du hader og skammer dig over din krop, har du formentlig også en sort/hvid-mentalitet omkring mad, som yderligere bidrager til overspisning. Måske kender du dét, at du sætter en masse mentale regler og restriktioner omkring mad, og hvis du træder bare en lille smule ved siden af dine madprincipper, bliver det måske ofte ledsaget af tanken ”Jeg har en rygrad som en regnorm, så nu kan det hele også bare være lige meget”, og så overspiser du måske endnu mere uhæmmet.

Det er IKKE farligt, at elske din krop som den er

Jeg ved, at der er mange mennesker, der føler en slags modstand på hele “Elsk din krop”-bølgen, der (heldigvis) begynder at vinde mere og mere frem. I nogle kredse snakker man endda om, at det er decideret farligt, at elske sin krop som den er, hvis man har overflødige kilo på sidebenene. Men lad mig først og fremmest lige sige det kort; vejen til at få en sund krop, du elsker, kommer ikke af at hade din krop, og du bliver altså heller ikke (mere) overvægtig eller usund af at elske din krop, som den er.

Jeg ved, at det kan være enormt svært at ændre disse overbevisninger, fordi de er så inkorporerede i samfundet… men tænk lige over hvor absurd det egentlig er. Du kan jo eksempelvis spørge dig selv:

  • Fører det noget positivt med sig, når jeg hader min krop?
  • Har det nogensinde gjort mig sundere eller gladere at hade min krop?
  • Har det nogensinde hjulpet mig til holdbare forandringer?

Jeg tror godt, at du kender svaret.

Mange mennesker er bange for, at hvis de bare elsker sin krop, som den er, så er det ensbetydende med at “give op” eller bare “lade stå til”. Men hvorfor i alverden skulle vi bare lade stå til eller være ligeglade med vores krop, hvis vi virkelig accepterede og elskede den?”

Jo mere vi elsker vores krop, desto mere vil vi jo netop også kunne lytte til og respektere den – og dét er den mest holdbare vej til en sund vægt og et balanceret forhold til mad.

Hvis du elsker din krop, som den er, betyder det jo netop, at du behandler den med værdighed og respekt, og at du lytter til dens signaler, uanset hvordan den ser ud, eller hvor meget den vejer… Hvordan i alverden kan det være farligt?

Oven i købet slipper du jo også af med alt den stress, det skaber i din krop, at gå rundt og hade den og skamme dig over den. Bum. Endnu en bonus på sundhedsfronten!

Hvordan kan jeg elske min krop, hvis den ikke er “perfekt”?

Har du børn? Så tænk over den her:

Når du elsker din datter, præcis som hun er, betyder det jo netop, at du ikke er ligeglad med hende eller lader hende stå til. Det betyder jo tværtimod, at du behandler hende med kærlighed og respekt, fordi du vil hende det aller bedste i hele verden.

Måske betyder det ikke, at du elsker hendes tendens til at vågne super tidligt søndag morgen, eller at du elsker, hvis hun lægger sig på gulvet i Bilka og skriger, når hun ikke får sin vilje. Bare fordi du ville ønske, at de ting var anderledes ved hende, kan du jo sagtens elske hende alligevel… ikke? Du elsker hende betingelsesløst, fordi hun er din datter, og netop fordi det gavner og hjælper hende bedst på alle tænkelige måder at være elsket af dig.

Det samme gælder dit forhold til din krop;

På samme måde som det gavner din datter på alle måder, at du elsker hende lige meget hvad, så gavner det også din krop på alle leder og kanter, at du accepterer den, respekterer den, værdsætter den og elsker den – uanset hvordan den ser ud, eller hvor meget den vejer.”

Bare fordi jeg beder dig om at elske og respektere din krop, betyder det jo heller ikke, at du absolut skal elske de ekstra kilo, du måske har på din krop. Der er faktisk en forskel.

>> Få hjælp til at slippe ud af kropsfængslet og elske dig selv – klik her <<

Du kan ikke elske din krop ved at hade den

Okay, så vi kan godt blive enige om, at målet for de fleste mennesker er, at få en krop vi elsker. At føle os glade, komfortable, frie og tilfredse i vores egen krop. Men er dét at hade vores krop undervejs virkelig vejen til målet?

Hjælper det f.eks. at hade din kæreste eller din veninde, hvis du gerne vil have et bedre forhold til dem? Tror du, at du når målet ved at hade ham/hende undervejs? Det svarer jo faktisk lidt til, at du vil bestige et bjerg, men bliver ved med at løbe ned ad bjerget i håb om, at du alligevel nok skal nå til tops på et tidspunkt. Det lyder da tosset, ikke?

Så kan du se, at hvis du hader din krop, kan du ikke nå målet om at elske den?

Hvis det virkelig hjalp os til mere sundhed, at hade vores krop, som den er, hvorfor er der så så mange, der hader sin krop og alligevel døjer med overspisning og vægtudfordringer?

Hvis dét at hade sin krop virkelig hjalp os til at blive sundere, slankere og gladere, ville der så ikke være langt færre mennesker i verden, der faktisk kæmpede med spiseforstyrrelser, overvægt og overspisning? Ville stort set alle kvinder i verden så ikke være enormt slanke, balancerede og sunde?”

Din krop er ikke din fjende. Din krop er din bedste ven, og den gør altid det bedste, den kan, med de ressourcer den har… og der hersker ingen tvivl om, at den kan gøre sit aller bedste, hvis du vælger at samarbejde med den og behandle den med kærlighed og respekt – frem for at arbejde imod den.

Måske er du ikke helt klar til at elske din krop endnu. Måske er du heller ikke klar til at acceptere den, som den er. Men måske kan du i det mindste starte med at respektere den? At behandle den med værdighed? At lytte til dens behov og signaler? Din krop burde have lige så meget at skulle have sagt, som dig og dit hoved har.

Så kære du…

Drop slankekursmentaliteten. Drop kropshadet. Accepter og elsk din krop til sundhed i stedet – det kommer du meget længere med ♡

jette11

 

De kærligste hilsner,
Jette Uhre
– Spisepsykologi-coach og Mindful Spisning ekspert

 

 

 

P.S. Kender du til tanken om, at du er nødt til at hade din krop, som den er, for at kunne tabe dig? Og hvor tror du den tanke kommer fra? Jeg ville elske at høre dine tanker i kommentarfeltet nedenfor.

Læs også: Elsk din krop nu og få den krop du ønsker dig

 

4 svar til “Hvis jeg hader min krop, kan jeg bedre tabe mig”

  1. Inge-Marie siger:

    Hej Jette.

    Det er så sandt det du skriver, vi må ikke banke os selv oven i hovedet. vi skal snakke pænt til os selv , lige som om vi står over får et lille barn .
    Men jeg har det nu sådan , at man bliver nød til og komme der til og mærke efter at nu er der nu og blive nød til og gøre noget godt for dig selv.
    Vi var i sommerhus i uge 27 der ville jeg ha lov til og spise lige hvad jeg havde lyst til, men var klar over for min sundhed at det var slut ugen efter.
    Jeg var så træt af min krop, var træt ingen energi , så jeg var så klar til og starte det sunde livstil.
    Jeg er ikke på kur men spiser med fornuften og løber og går i motioncenter.
    Jeg har tabt mig 10 kg siden uge 28, og det går lige så stille den rigtige vej .
    HIlsen Inge-Marie.

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Ja, det er rigtigt :-) Nogle gange er vi nødt til at komme helt derude, hvor kroppen VIRKELIG siger fra, inden vi faktisk kan høre, hvad den har behov for. Den kan jeg også selv genkende. Men heldigvis er jeg selv blevet bedre og bedre til at lytte til min krops behov mere eller mindre hele tiden – så jeg ikke længere kommer ud i de lange perioder af selvsabotage. Jo mere vi gør ting, der kan støtte os i at mærke kroppen hver eneste dag (for mig hjælper yoga og gåture i naturen f.eks.), desto mindre risikerer vi at komme derud, hvor vi kun kan høre kroppen skrige efter hjælp, når den er helt galt <3

  2. Ida siger:

    Hej Jette.

    Jeg har fulgt med på din blog i et stykke tid nu, og den er bare lige hvad jeg stod og manglede. Jeg har længe haft en tendens til at komme til at hade min krop, men har alligevel aldrig villet gå på slankekur. Et eller andet sted har jeg bare altid vidst, at det ikke var vejen frem for mig. Men alligevel har de mekanismer omkring sort/hvid-tænkning været i fuld gang hos mig.

    Nu har jeg faktisk tabt mig helt uden at prøve på det. Ved ikke hvor meget, men jeg kan bare mærke det. Fordi jeg fanger mig selv i, når de gamle tanker kommer, og så siger jeg til mig selv “Hovsa, der kom jeg vist lige til at hade min krop igen. Det må du undskylde, krop, det var da lidt fjollet”-agtigt. Og så er jeg faktisk flyttet et sted hen, hvor jeg ikke har et spejl, der er så stort at jeg kan se hele min krop. Jeg har egentlig tænkt, at jeg ville få købt et, men det gider jeg ikke! Det giver mig mere stress, at jeg skal kontrollere, hvordan tøjet sidder, og om jeg har 1 kilo fedt mere eller mindre på min krop. Så jeg kan faktisk anbefale at afskaffe sig sit kropsspejl!

    Jeg ville også høre, om du kan henvise til noget videnskabeligt litteratur omkring det, du skriver om. Ikke så meget om det biologiske, men mere om det psykologiske og dynamikkerne/mekanismerne involveret i kropshad, sort/hvid-tænkning, osv. Jeg er ret interesseret i det, og som kommende psykolog finder jeg det enormt vigtigt for mange af de aspekter i livet, hvor vi har tendens til at sætte strenge regler op for os selv og dermed skabe en masse frustration og miste fleksibilitet og nydelse. Jeg tænker, at det også er centralt for psykopatologi.

    Tak for din blog!! :-)

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Tusind tak for din feedback Ida :-) Hvor er det bare super dejligt at høre, at min fremgangsmåde har hjulpet dig. Mht. videnskabeligt litteratur, så kan du bl.a. læse bøgerne “The Slow Down Diet” af Marc David, “Intuitive Eating” af Evelyn Tribole og Elyse Resch, og “Health at Every Size” af Linda Bacon. Der finder du rigtig meget videnskabeligt info :) Rigtig god rejse fremover <3 Kh. Jette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.