Intuitiv spisning + nudging = balance med mad

Når jeg taler om at slippe slankekursmentaliteten og alle restriktionerne (og i stedet integrere mindful- og intuitiv spisning), oplever jeg ind imellem, at nogle klienter misforstår idéen. De tror, at det så betyder, at de helst SKAL have en masse slik, chips, is, kage og chokolade liggende derhjemme eller i skuffen på arbejdspladsen, og at de bare skal lære at spise det på en mindful- og intuitiv måde og i begrænsede mængder.

Det er klart, at vi alle sammen bare er mennesker, og hvis jeg selv har slik eller chips liggende i store mængder i mine køkkenskabe, så kommer jeg da også helt sikkert til at spise mere af det på automatik og impuls. Der er INTET farligt eller forbudt ved hverken slik, chips, is, kage eller chokolade, og det hele handler selvfølgelig om mængderne. Dog er det også bare en kendsgerning, at disse fødevarer er ret kalorietætte, og at de generelt er designede til at være meget stimulerende og fristende for os, og derfor er det selvfølgelig let at komme til at spise for meget af dem på automatik, hvis vi hele tiden er omgivet af dem.

Det er menneskeligt at blive fristet, og det er umenneskeligt at tro, at vi skal kunne have en masse fristende snacks liggende omkring os hele tiden og så bare lære at spise dem i begrænsede mængder. Det er også urealistisk at tro, at vi skal kunne bruge mindful- og intuitiv spisning hele tiden som det eneste redskab til at balancere vores spisning.

Jeg plejer at sige, at dét at have balance med mad i hverdagen handler om at arbejde både indefra og udefra…

At balancere din spisning indefra vil sige, at du integrerer mental tilladelse omkring ALT mad, og at du samtidig øver dig i at lytte til din krops signaler og spise efter, hvad der føles godt i den. Du spiser alt med integritet, nydelse og nærvær og forsøger at arbejde dig væk fra at spise for meget på skam, impuls og autopilot. Dette er netop indbegrebet af intuitiv spisning.

At balancere din spisning udefra vil sige, at du sørger for at indrette dine omgivelser, så du gør det mere nærende og mere kaloriefattige valg til det nemmeste valg for dig selv. Dette kaldes også for ”nudging”. Nudging går ud på, at du bevidst designer dine mad-omgivelser, så der er større chance for, at du griber ud efter noget mere nærende mad i hverdagen og især på de tidspunkter, hvor du netop kommer til at spise mere på autopilot (for det gør vi alle sammen ind imellem).

Du får altså ofte størst succes med at balancere din spisning, når du arbejder med dit forhold til mad både indefra (med intuitiv spisning) og udefra (med nudging).”

Når du gør det, kan din hverdag se nogenlunde sådan ud:

Rent mentalt ved du, at INTET er forbudt at spise, og at ingen fødevarer er farlige eller usunde i sig selv, men at det selvfølgelig handler om mængderne. Din hjerne bliver derfor overbevist om, at der ikke er begrænsninger omkring mad, og du undgår dermed, at din hjernes overlevelsesmekanismer aktiveres unødigt, så du ikke risikerer at få større appetit eller trang til alle de ”forbudte” ting. Du kan på den måde både leve en hverdag, hvor dine tanker ikke er centrerede omkring (forbudt) mad hele tiden, og du kan også meget bedre tune ind på din krop og spise efter dens signaler, når der ikke er alt den mentale støj (i form at regler, rammer og forbud), der forstyrrer.

Du sørger samtidig for, at du ikke hele tiden har unødigt fristende ting liggende i skabene og omkring dig hele tiden. I stedet sørger du for, at skabe og skuffer er fyldt godt op med en masse nærende mad og snacks, som du også ved, der føles godt i din krop at spise.

Hvis du ind imellem får lyst eller cravings efter noget helt særligt, så ved du, at INTET er forbudt. Derfor kan du træffe en bevidst beslutning om at gå til kiosken og købe lige præcis det, du har lyst til og i den mængde, du har behov for. Du kan derefter gå hjem og nyyyyyde det med fuld tilladelse, nærvær og integritet. Du får så meget tilfredsstillelse ud af disse episoder, at der går længe inden, du har cravings efter det samme mad igen. Du føler dig slet ikke begrænset omkring mad på nogen måde, og alligevel får du generelt fyldt på med det mest næringstætte og fiberrige mad i din hverdag, fordi du hele tiden har disse fødevarer omkring dig, og fordi du fokuserer på at spise det, der giver dig velvære i kroppen. Dit mentale fokus er at fylde på med gode ting og opnå en god fornemmelse i kroppen – frem for at fokusere på at du skal begrænse dig, tabe dig eller undgå visse fødevarer.

Dette, vil jeg sige, er den perfekte opskrift på at have balance med mad :-)

Der er aldrig noget, der bare er sort/hvidt, når det gælder vores sundhed og forhold til mad, og det hele handler om at finde en god balance.

I min bog ”Slip Slankekursmentaliteten” kan du lære meget mere om, hvordan du slipper alle de mentale restriktioner omkring mad (samt overspisning og impulsspisning) og i stedet skaber et balanceret forhold til mad ved bl.a. at integrere intuitiv spisning og nudging. Du kan læse mere om bogen her.

6 svar til “Intuitiv spisning + nudging = balance med mad”

  1. anne mette holm siger:

    Det er der vel da ingen, der tror?

    • Anne siger:

      Det var faktisk netop hvad jeg troede jeg skulle nå hen til, at kunne have et stort lager liggende fra evt Tyskland. Det troede jeg de fleste med et sundt og afslappet forhold til mad havde derhjemme. Indtil jeg fik hjælp til at indse at selvom jeg arbejder med mig selv og det går godt, så er det bare nemmere at ryge i fristelserne, hvis en dag har været dum. Men nu når det ikke ligger i skabene, så når jeg at tænke mig om inden jeg spiser.
      Så jeg synes virkelig Jette har skrevet et fantastisk og hjælpende indlæg! 😃

  2. Helle siger:

    Hej Jette

    Det var jo netop lige dette jeg manglede! Jeg har længe tænkt over hvordan jeg lader være med at spise kalorietælling fødevarer ‘bare fordi de er der’.
    Det er en kæmpe befrielse at høre at det er helt normalt ikke at kunne lade det ligge (diskuterer det ofte med min mand, for han kan godt).
    Tak!

  3. Marianne siger:

    Det er jo i virkeligheden ikke raket-videnskab og noget, vi alle sammen selv kan konkludere.
    Nogle gange er det bare nemmere, når andre sætter ord på og laver nogle “regler”, der kan følges.
    Jeg er også gift med en mand, der kan rent kaloriemæssigt godt kan tåle, at der ligger slik tilgængeligt derhjemme, men efter have set et par TV udsendelser om, hvad for meget sukker kan gøre for helbredet og det faktum, at jeg har “rygrad som en regnorm”, har vi indgået en aftale om, at vi ikke har et lager liggende, men blot lidt kvalitetschokolade og ind imellem køber LIDT slik til hygge.
    Jeg har ikke helt sluppet Madlog og kalorietællingen, da jeg er en “kontrolfreak”, men jeg er holdt op med at “straffe mig selv mentalt” og er blevet lidt bedre til at “slå autopiloten fra” efter at have læst bogen, selvom der stadig er plads til forbedringer.
    Som sagt er det ikke raket-videnskab, men at nogen sætter ord på det i en “hel bog”, kan give det nødvendige skub :-)

Skriv et svar til anne mette holm Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.