Sådan undgår du indre uro

Indre uro

Kommer du tit ind i perioder, hvor du føler indre uro og hele tiden flygter fra følelsen gennem at dulme med mad?

Sådan nogle perioder havde jeg konstant for nogle år tilbage, og de varede ofte i flere uger! Men jeg har i dag fundet frem til en løsning, der VIRKELIG har reddet mig fra meget indre uro og overspisning.

I denne uges video deler jeg, hvad denne løsning er, samt to konkrete skridt til hvordan du bedst bruger løsningen. Jeg håber, at du får lige så meget gavn af dette “redskab”, som jeg har haft!

Transkribering af videoen:

For en del år tilbage kom jeg tit ind i perioder, hvor jeg følte meget indre uro, hvilket bl.a. gjorde, at jeg hele tiden småspiste eller overspiste for at dulme og flygte fra denne følelse.

Disse perioder kunne ofte vare i flere uger, og ind imellem ledte de også til søvnløse nætter og dulmen i alkohol og andre ting.

På et tidspunkt for nogle år tilbage begyndte at lægge mærke til, at disse perioder med indre uro og dulmen næsten altid blev afbrudt af, at jeg fik et eller andet sammenbrud – enten hvor jeg flegnede på min kæreste eller brød sammen i gråd. Derefter var det som om, at jeg kunne klare mig i nogle uger, før jeg kom ind i en ny periode med indre uro.

Da jeg begyndte at lære mere om, hvordan alle følelser som opstår i vores krop i virkeligheden bare er energi, og at denne energi helst skal være i flow og kunne bevæge sig igennem os, gik det op for mig, at det, jeg hele tiden havde gjort forkert tidligere var, at når visse følelser opstod, så havde jeg ikke lært at møde dem i øjeblikket. Der var mange følelser, jeg dengang ikke tillod mig selv at mærke, og det resulterede i, at de ofte blev bremset inde i min krop og ophobet som stagneret energi, der gav indre uro. Jo længere tid der gik, jo flere følelser hobede sig op… og derved blev min følelse af indre uro gradvist større og større (Jeg sammenligner det i dag med, at vores fordøjelse skal være i flow hele tiden… og hvis den ikke er det, så bliver vi forstoppede. På samme måde skal vores følelser helst også fordøjes hele tiden for at være i flow og for at vi ikke bliver følelsesmæssigt forstoppede).

Det paradokse var, at jeg ikke alene overspiste for at flygte fra specifikke følelser, der opstod i særlige situationer, men jeg overspiste også generelt for at flygte fra den indre uro, der jo blev større og større jo flere følelser der hobede sig op.

De seneste år er jeg dog begyndt at bruge en strategi, der hjælper mig til at have mine følelser mere i flow regelmæssigt, så jeg ikke kommer ind i de perioder, hvor jeg hele tiden flygter fra mig selv og min indre uro.

Det gik op for mig, at frem for at overspise helt vildt i flere uger pga. stagnerede følelser i mig, indtil jeg endelig brød sammen i gråd og fik åbnet op for sluserne… hvorfor så ikke komme det i forkøbet?

Selvfølgelig har det OGSÅ været vigtigt for mig at generelt lære at imødegå mine følelser og få mentale redskaber til at anerkende mine egne følelser (ligesom jeg også giver til deltagerne på mit mentorforløb), men det absolut mest konkrete redskab er faktisk at tillade mig selv at græde ofte.

Det lyder måske skørt i dine øre, men for mig er det i dag det mest naturlige og selvklare der findes. 

Tænk lige over det…. der MÅ jo være en grund til, at vores krop er indbygget med evnen til at græde – altså at forløse følelser gennem tårer. Vidste du f.eks., at når vi græder, så har man faktisk målt, at der bliver udskilt stresshormoner gennem vores tårer? Hvor genialt er det ikke?

At have ophobede følelser i vores krop er jo i virkeligheden en stress for kroppen, og så er det klart, at vi føler indre uro… og hvilken mere simpel måde findes der, end at lade vores krop slippe det selv på helt fysiologisk vis gennem gråd? Så slipper vi for at analysere og granske os selv, men vi kan bare lade vores krop gøre arbejdet?

Sådan bruger gråd til at undgå indre uro:

1. Planlæg at græde så snart stærke følelser opstår

Det jeg gør i dag, og som virkelig har reddet mig fra MANGE perioder med indre uro, overspisning og dulmen, er, at så snart jeg mærker nogle overvældende følelser i mit system, så planlægger jeg bevidst at græde det ud så snart det er muligt. Det kan f.eks. være, når jeg har haft en diskussion med min partner, når jeg har fået en besked fra nogen, der gav mig ubehag i kroppen, når jeg mærker stress over en beslutning eller når jeg står i en situation, hvor jeg lige har oplevet noget skræmmende, stressende, irriterende eller chokerende. Selvfølgelig er det ikke altid, at jeg kan få grædt LIGE med det samme (hvis jeg f.eks. er på et meget offentligt sted), men ofte er det jo muligt at finde et toilet. Desuden er det heller ikke nødvendigt at hulke storlydt, men jeg oplever tit, at det er lige så hjælpsomt at fælde et par stille tårer. 

Generelt erfarer jeg, at jo hurtigere jeg sørger for at få grædt efter en oplevelse, der har skabt stærke følelser i mig, jo bedre kan jeg undgå, at den indre uro når at sætte ind. 

Hvis jeg er hjemme, kan jeg også nogle gange finde på at sætte noget rørende musik på, der kan hjælpe gråden lidt på vej – og så giver jeg ind imellem mig selv lov til at gå lidt dybere i oplevelsen.

Det kan være vigtigt at huske på, at det også sagtens kan være positive følelser, man har behov for at græde på. Der er jo også en grund til, at vi er i stand til at græde af lykke. En ekstrem følelse af kærlighed, lykke eller taknemmelighed er i virkeligheden også bare energi i kroppen (selvfølgelig af en anden kaliber), og hvis det er en meget stærk følelse, kan kroppen også have behov for at forløse noget af energien i form af gråd. 

Gråd behøver virkelig ikke at være forbundet med noget negativt eller skamfuldt, og tværtimod tror jeg, at det ville gavne mange mennesker at begynde at se på gråd som et super smart og naturligt redskab i hverdagen til følelsesmæssig flow, balance og indre ro – i stedet for et tegn på, at noget er galt.

Faktisk græder jeg langt oftere nu, end jeg gjorde, da jeg havde en depression tilbage i 2011… og gråden er en MEGET stor del i, at jeg er så meget gladere og i mere følelsesmæssig balance i dag. 

MEN… en stor forskel er også, hvordan jeg imødegår og bruger gråden nu frem for dengang.

Og dette er en meget vigtig pointe, som mit andet skridt handler om:

2. Gå din gråd i møde med åbenhed og taknemmelighed

Én ting er at tillade dig selv at græde lidt oftere og bruge det som et redskab til følelsesmæssig flow, men det er faktisk mindst lige så vigtigt at være opmærksom på, hvilken indstilling du har til gråden, når du så er midt i den.

For her er en vigtig sandhed:

Gråd virker KUN forløsende og helbredende, hvis du møder den med åbenhed og taknemmelighed – frem for at føle skam eller modstand omkring den.

Da jeg havde en depression var min reaktion på gråd ofte katastrofetanker som “Du er jo helt ude og skide Jette, hvor er det pinligt, hvorfor kan du ikke tage dig sammen, stop nu med det pjat” eller “Åhhh det er så synd for mig, alt er forfærdeligt, der er noget galt med mig, jeg er fucked up”.

Al denne modstand og det negative syn på gråden fik mig ofte bare til at skabe mere stress og negative følelser i min krop, som igen bare skabte mere indre uro… og så gjorde gråden jo faktisk hverken fra eller til.

Så min anbefaling til dig er ikke alene at tillade dig selv at græde oftere for at undgå indre uro og overspisning, men det er faktisk også at øve dig i at gå gråden i møde med 100% åbenhed og taknemmelighed og tænke “Yes – kom kære gråd… kom og hjælp min krop med at få afløb for denne energi”.

At skamme os over gråd, eller se det som noget negativt eller svagt, er virkelig en meget maskulin, uddateret og dybt ukonstruktiv måde at forholde os til det på. Det er i virkeligheden meget mere konstruktivt at FEJRE gråden som en naturlig, helbredende og sund funktion, og som en del af din ugentlige (eller måske endda daglige) selvomsorgs-rutine.

Så i kommentarfeltet nedenfor ville jeg elske at høre fra dig:

  • Kender du også til at komme ind i de perioder, hvor du hele tiden flygter fra dig selv pga. ophobede følelser og indre uro?
  • Hvad fik du ud af at se denne video?

Og hvis du kunne li’ denne video, så huske endelig at dele den med dine venner, så vi sammen kan inspirere flere til at omfavne gråden mere i hverdagen og undgå indre uro.

Ha’ det rigtig godt til vi ses igen!

Læs også: Sådan fjerner du uro i kroppen (uden at overspise)

5 svar til “Sådan undgår du indre uro”

  1. Trine Mathiasen siger:

    Hej Jette
    TAK for din video om forløsende gråd 🙏
    Jeg er selv en kvinde som græder meget – i mange situationer. Både når jeg bliver rørt, når jeg bliver vred, når jeg er glad og når jeg synes jeg selv er vildt sej eller klog, kan jeg blive rørt over mig selv 😅
    Jeg er oftest blevet irriteret på mig selv over, at jeg ikke kan kontrollere det og vælge hvornår min berørthed skal komme med tårer… Oftest har jeg forsøgt at undertrykke det og undladt at holde taler F.eks og skjuler tårer fra andre når jeg ser film… Men jeg mærker en lyst til at arbejde med følelses skam og rette ryggen og vide at det er en styrke.
    Jeg har lige haft livmoderhalskræft og fandt i den forbindelse bekræftet at jeg er forbandet stærk og min fornemmelse for mit følelsesliv skal bæres med ære. Jeg er IKKE svag, men har en sund kontakt til mig selv, som skal fremelskes endnu mere.
    Din video inspirerede mig til at blive opmærksom på hvornår tårer bliver skamfulde og hvornår det bliver en selvkærlig handling.

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      YES kære! Væk med skammen. Skam kan vi ikke bruge til noget som helst – nogensinde! Alle dine følelser er okay, og jeg oplever nemlig virkelig, at jo nemmere vi har ved at lade dem komme til udtryk gennem gråd, jo sundere et følelsesflow har vi i kroppen. Det er jo bare en gave, at du allerede har så let ved det. Så yes – fejr det kære og lad altid gråden være din ven! :-)

  2. KIrsten Eidemak siger:

    Kære Jette
    Hvor jeg dog kender den følelse af oparbejdet uro i kroppen, der bliver forløst netop ved at være helt vild vred på min kæreste, eller ked af det. Og så går det godt igen i en periode. Jeg græder ofte når jeg ser banale film og netop i de situationer, synes jeg selv det er lidt latterligt. Det vil jeg holde op med og tage min gråd alvorligt. TAK søde

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Årh hvor skønt at det lige ramte plet Kirsten. Og ja – fejr gråden. Lad den være et værktøj og din bedste allierede i rejsen mod mere indre ro og balance :-) Selv tak for at du tog dig tid til at dele dine tanker kære!

  3. Gerd Angelika Kofoed siger:

    Tak for igen igen en super video!
    Genialt at tro på det gode i grædeprocesserne!
    Tak for det, glæder mig til at afprøve!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.