Hvad er sund kost? De 3 eneste kostprincipper du behøver

Hvad er sund kost?
Føler du dig også ofte totalt forvirret over alle de forskellige kostprincipper og budskaber om sund kost, som vi hele tiden bliver bombarderet med? 

Undrer du dig ofte over spørgsmålet; “Hvad er sund kost egentlig?”, til trods for, at du måske nærmest er et omvandrende kostleksikon?

I mange år har vi haft enormt meget fokus på hvad, vi skal spise, og ernæringsverdenen har ofte mange vidt forskellige og kontroversielle budskaber omkring protein, fedt, kulhydrater osv.

Selvom jeg ved en del om sund kost, så er det faktisk ikke særlig meget af tiden, at jeg taler om sund kost med mine klienter. Det er slet ikke fordi, at jeg ikke synes, at en sund kost er vigtigt, men fordi jeg tror på, at der er rigtig mange ting, der går forud for, at vi naturligt får lyst til at vælge den kost, som er aller bedst for os – og fordi jeg også tror på, at en sund kost handler om så meget mere end bare hvad, vi spiser.

Nogle gange kan for meget fokus på hvad vi spiser faktisk blive en hæmsko for os, fordi det gør os mere stressede, når vi tror, at vi hele tiden skal bekymre os ned til mindste detalje om, hvad vi putter i munden.

Gennem at dele de 3 af de sundeste og eneste kostprincipper, som jeg selv lever efter, vil jeg rigtig gerne få dig til at indse, at dét med at spise en sund kost, og samtidig leve balanceret og uden madstress, faktisk ikke behøver at være så svært og indviklet.

Sund kost princip 1: Primær og sekundær næring

Den første sund kost princip, som jeg virkelig tror på og selv lever efter, er en helt genial tallerkenmodel, som du kan se et billede af her:

sund kost - Jette Uhre

Idéen bag denne model kommer fra en af verdens største ernæringsskoler Institute for Integrative Nutrition, og den handler om, at vores primære næring er de ting, som ligger i den ydre cirkel af tallerkenen (altså… karriere, relationer, spiritualitet og fysisk aktivitet), og vores sekundære næring er de ting, som ligger på den inderste del af tallerkenen (frugt, grøntsager, fuldkorn, protein og lidt gode fedtstoffer).

Filosofien bag modellen lyder:

When primary food is balanced and satiated, your life feeds you, making what you actually eat secondary.

Grunden til, at denne model giver så SINDSYGT meget mening for mig, er, at jeg virkelig har oplevet på egen krop, hvordan den fungerer…

I mange år fokuserede jeg ekstremt meget på den indre del af tallerkenen – nemlig hvad jeg spiste. Efter en periode, hvor jeg var blevet lidt overvægtig, blev jeg så optaget af, hvad jeg spiste, at det nærmest var det eneste, jeg tænkte på fra morgen til aften. Til trods for, at jeg var så besat af at skulle spise sundt, så var det stadig en kæmpe kamp for mig at gøre det, og det krævede så ekstremt meget energi.

Jeg var så overbevist om, at hvis jeg bare sørgede for at spise en perfekt sund kost, så skulle jeg nok blive totalt sund, glad og balanceret og elske mig selv om min krop. Men til trods for min meget fanatiske tilgang til mad, og ja… en slankere krop… så følte jeg mig stadig ikke sund, glad og balanceret.”

Det hele kulminerede til sidst i, at jeg fik en depression. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg havde det dengang…

Jeg mindes, hvordan jeg bare havde lyst til at gemme mig under dynen hver dag, og hvordan jeg følte, at jeg levede i en bobbel og ikke havde overskud til noget som helst. Jeg havde bl.a. også sindsygt ondt i maven hele tiden, og på et tidspunkt (ja undskyld den meget ærlige info) gik jeg faktisk ikke på toilettet i en hel uge!

Så jeg måtte altså konstatere, at til trods for så intensiv fokus på at spise en “rigtig” og sund kost, så havde jeg det alligevel ad helvede til!

Men på et tidspunkt begyndte tingene at ændre sig…

Eftersom jeg virkelig havde nået bunden, blev mit eneste mål pludselig bare at få det bedre og blive glad igen.

Jeg begyndte at bruge mindre energi på at bekymre mig om, hvad jeg måtte/ikke måtte spise, og i stedet brugte jeg meget mere energi på at arbejde med mine tanker, mine følelser og mit liv i det hele taget.”

Jeg begyndte bl.a. at være mere nysgerrig på, hvilke ting jeg virkelig havde behov for i mit liv, og hvad jeg virkelig drømte om, og jeg begyndte at meditere og læse bøger om spiritualitet, mindfulness og personlig udvikling.

Jeg begyndte også at udvikle et meget mere kærligt og balanceret forhold til mig selv, og jeg fik en meget større interesse for, hvordan jeg kunne bidrage med mine kompetencer i verden, og hvad jeg kunne gøre for at hjælpe andre mennesker.

En dag gik det pludselig op for mig, at frem for at tvinge mig selv til at spise en sund kost og ikke spise for meget, så kom det nu helt naturligt for mig – UDEN jeg behøvede at bekymre mig så fandens meget om det.

Pludselig var det med at spise en sund kost ikke længere en kamp, men det var i stedet blevet nærmest let som en leg for mig at tænke: “Nej, jeg vil ikke spise mig overmæt i dårlig mad i dag, for jeg fortjener at være sund og have det godt i min krop.”

Pludselig følte jeg mig så opfyldt af andre ting i mit liv, at maden ikke længere var det vigtigste… men det bedste af alt var, at jeg også begyndte at blive bedre til at mærke, hvad jeg virkelig havde lyst til, og hvad min krop i virkeligheden havde behov for – frem for bare at leve efter en masse rigide regler og kostplaner.

Det var en enorm befrielse, og den dag i dag er det stadig en stor nydelse og et let valg for mig, at vælge det sunde alternativ… i hvert fald det meste af tiden.

Det aller bedste ved denne model er jo faktisk, at når jeg i perioder kan mærke, at det bliver svært for mig at håndtere den indre del af tallerkenen og spise en balanceret, sund kost, så ved jeg også, at det formentlig er fordi, at der er visse ting i den ydre del af tallerkenen, som ikke er i balance – og så ved jeg, at jeg er nødt til at kigge på det.

Selvfølgelig tillader jeg også mig selv at spise ting, som ikke er på tallerkenmodellen – og det er her, det andet princip kommer ind i billedet…

 

Sund kost princip 2: 80/20-princippet

Ud over modellen om primær og sekundær næring, er der også et andet princip, som jeg virkelig tror på og lever efter.

Jeg tror på, at hvis vi jævnligt tillader os selv en lille smule af det “mindre sunde”, som kan give os virkelig meget nydelse, så bliver det SÅ meget nemmere at holde den sunde balance i længden – uden at ende i ekstreme ædeorgier.”

Jeg forsøger selv 80 procent af tiden at spise alt den naturlige og uforarbejdede mad, som jeg ved, der nærer og gavner min krop (dvs. masser af grøntsager, fuldkorn, frø, kerner, nødder, bønner, linser, æg og frugt), mens jeg 15-20 procent af tiden tillader mig selv at nyde noget, som måske er knap så nærende og lidt mere forarbejdet.

Sund kost - Jette Uhre

For mig er det f.eks. en KÆMPE nydelse at kunne drikke et par glas vin ind i mellem, måske efter en lang arbejdsdag eller med et par veninder en fredag eller lørdag aften.

Det er også en kæmpe nydelse at spise et par stykker virkelig god chokolade hver dag, og nogle gange spise nogle rigtig gode oste – eller måske nyde en virkelig lækker italiensk pizza, hvis det er det, jeg har lyst til.

Her er KVALITET også et vigtigt nøgleord! Jo mere jeg vælger mad af god kvalitet (uanset hvad det er for en slags mad), desto mere smag og nydelse får jeg ofte pr. bid, og i mange tilfælde også flere næringsstoffer.

Sjovt nok er det også ofte sådan, at jo mere jeg ved, at maden er produceret med kærlighed og nænsomhed, og måske koster en smule ekstra, desto mere får jeg naturligt lyst til at sætte farten ned og nyde hver bid mere, frem for måske at kværne det på få minutter.”

For nogle fungerer det bedst, at dele 80/20 pricippet op i at spise meget sundt i hverdagene og spise mindre sundt i weekenden, men for mig giver det mere mening, at dele princippet op for hver dag, så jeg tillader mig selv at spise lidt “godt” hver dag, hvis jeg har lyst til det.

På den måde går jeg ikke og sætter restriktioner for mig selv hele ugen, for så at falde totalt i med begge ben hele weekenden. For mig giver det mere balance :-)

Sund kost princip 3: Bio-individualitet

Der findes ikke én kost, som passer bedst til alle. Vi ser alle sammen forskellige ud, og der gør vi formentlig også indeni. Vores DNA er forskellig, vores forbrænding er forskellig og vores cellestruktur er forskellig, og derfor giver det kun mening, at vores kost også skal være forskellig.

Selvfølgelig er burger, chips og kage ikke sundt for nogen i store mængder, men når det gælder en fornuftig hverdagskost, skal vi lytte meget mere til vores individuelle krop.

De fleste af os ved inderst inde godt, hvad der ikke er godt for os, men vi har en stor tendens til at stole alt for meget på info og fakta udefra, frem for faktisk bare at lytte til den klogeste kostekspert vi har; vores egen krop.”

Hvis du f.eks. gentagne gange får sure opstød og luft i maven af at drikke mælk, selvom lægen siger, at du sagtens kan tåle det, og selvom eksperterne siger, at det er sundt for dine knogler og virker slankende, så stol alligevel på din krop.

Din krop ved bedst, hvad den selv har behov for.

(Vær dog opmærksom på, at når der er noget, du tror, at du ikke kan tåle, så kan der nogle gange godt være placebo med i spillet. Overvej om du er helt åben over for at lytte objektivt til din krop, eller om du måske på forhånd har bestemt dig for, at der er noget, du ikke kan tåle. Hvad du tænker, du kan/ikke kan tåle, kan nemlig sagtens ende med at påvirke din krop i samme retning).

At blive god til at lytte til dig selv, og stole på din krops signaler, er formentlig det vigtigste sundhedsprincip af dem alle, og det kan spare dig for en helt masse forvirring.”

Din krop sender hele tiden signaler til dig omkring, hvad der føles godt, og hvad den har behov for, og hvis du lytter til den, kan den faktisk blive den aller bedste sundhedsekspert, du har.

I virkeligheden er din krop den eneste sundhedsekspert, du nogensinde behøver at lytte til. Når du navigerer dine kostvalg ud fra din krops feedback, er det meget nemmere at fastholde din motivation til at spise sundt, og det fede er, at du faktisk har denne ekspert med dig over alt, og den koster ikke en øre at bruge :-)

Jeg håber, at du synes om disse 3 kostprincipper, og at du føler dig motiveret til selv at begynde at leve efter dem. Jeg kan i hvert fald ærligt sige, at de har gjort mit liv SÅ meget mere balanceret, let og nydelsesfuldt.

jette11

 

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej mod et mere nydelsesfuldt og balanceret forhold til mad og sund kost 

De kærligste tanker,
Jette Uhre
– Spisepsykologi coach og Mindful Spisning ekspert

 

 

P.S. Hvad er en sund kost i dine øjne? Hvilke kostprincipper lever du efter? Jeg vil elske at høre dine tanker i kommentarfeltet nedenunder :-)

4 svar til “Hvad er sund kost? De 3 eneste kostprincipper du behøver”

  1. Rikke siger:

    Først da jeg klikkede ind på denne side fra FB tænkte jeg, åhe nej endnu en der vil fortælle om hvordan man bør spise og kommer med en “vidunderkur” og andet som de lige syntes man ikke skal spise.
    Men jeg synes vildt godt om alt det du skriver og det giver meget god mening også i forhold til min uddannelse (ernæringsassistents-elev)
    Dog lærere vi jo at skulle spise efter Y-tallerkenen. Men skole er skole og ikke altid det der fungerer i praksis. :-)

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Et meget forsinket men STORT TAK for din kommentar her Rikke! :-) Jeg er glad for, at du synes om artiklen og at de 3 kostprincipper giver mening for dig. Og ja – skole er skole. Der er jo nogle stramme krav til undervisningen ind imellem, som ikke rigtig giver plads til holistiske og alternative idéer desværre ;-)

  2. Marianne siger:

    Kære Jette
    Jeg har arbejdet med din kickstart-guide siden dec 2015 og bruger dine dejlige mails og blogs som godnatlæsning og især når jeg vågner om natten. Det gør jeg ret tit. Jeg spekulerer på mit arbejde, ægteskab, mine børn, min overvægt, mit helbred, der har lidt et lille knæk. Jeg har været presset på arbejdet de seneste par år, men er gået på deltid i år, hvilket gør en stor forskel. Men dine kloge og kærlige ord, som jeg efterhånden er blevet helt afhængig af, gør nok den største forskel – jeg bruger dine tanker om at tilgive sig selv, droppe alt-eller-intet mentalitetenog din spørgende tilgang overfor mig selv på alle de felter, som jeg er udfordret på lige nu. Jeg har ikke set de store resultater på min ovespisning endnu, fordi – ja, hvorfor? Jeg er ikke helt sikker, men jeg ER sikker på, at dette er den rigtige vej for mig, og at det nok skal lykkes for mig

    Tusind tak for alle de ideer, tanker og udviklende spørgsmål, du lægger ud 😌

    • jette jette siger:

      Ihh hvor dejligt at høre, at e-guiden og mine blogindlæg har gjort en forskel i dit liv Marianne. Det gør mig virkelig glad <3

      Super godt at du arbejder så fint med dig selv, stiller dig selv nysgerrige spørgsmål og langsomt arbejder på at lytte mere og mere til dig selv. Det kan være så svært at lytte til os selv, med alle de normer, idealer, krav og forventninger der stilles til os mennesker i dag. Jeg er sikker på, at du nok skal mærke en forandring i din overspisning hen ad vejen.

      Så længe du prioriterer at lytte til dig selv og være god og kærlig mod dig selv fra dag til dag, så skal det nok komme :-)

      De kærligste tanker, Jette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.