Derfor skal du tillade dig selv at spise hvad du vil

Derfor skal du tillade dig selv at spise hvad du vil
Som du måske allerede ved, så er et af de vigtigste skridt til at stoppe overspisningsspiralen og få et balanceret forhold til mad først og fremmest, at give slip på slankekursmentaliteten og alle restriktionerne, og i stedet begynde at integrere mere tilladelse omkring mad.

Men når jeg råder klienter til at give slip på restriktionerne, og tillade sig selv at spise, hvad de vil, så oplever jeg ofte, at hele idéen omkring tilladelse bliver misforstået.

Derfor vil jeg gerne forklare, hvad der egentlig menes med, at du skal spise “hvad du vil”, og hvorfor denne strategi er så utrolig effektiv – hvis den altså forstås rigtigt.

Mange oplever, at de tillader sig selv at spise alt i en periode, og så vender de tilbage til mig og siger: “Nu har jeg altså prøvet det der med at tillade mig selv at spise, hvad jeg vil, og det resulterer bare i, at jeg bliver tykkere og tykkere… så det virker altså ikk’ for mig Jette”.

Når vi så går lidt mere til bunds i, hvad det i virkeligheden drejer sig om, så finder jeg ofte ud af, at den fejl, som de begår er, at de kun integrerer den fysiske del af tilladelsen, men de får ikke integreret den mentale del.

Det vil sige, at de måske rent fysisk tillader sig selv at spise, hvad de har lyst til, men mens de gør det, har de alligevel en indre stemme, som siger: “Du burde virkelig ikk’ spise det her. Du bliver fed af det. Du skulle skamme dig!”.

Når vi rent fysisk tillader os selv at spise alt, men ikke har den mentale tilladelse med, sker der ofte det, at vi spiser meget hurtigere (fordi det jo er skamfuldt og skal hurtigt overståes), og vi kommer til at være så opslugte af de negative tanker i hovedet, at vi fuldstændig glemmer at fokusere på at dufte, smage og nyde maden.

På den måde skal der ofte meget mere mad til, for at vi kan føle os mætte og tilfredsstillede, fordi vores hjerne og vores sanser simpelthen ikke får tid eller lov til at registrere, at vi spiser og nyder maden.

Samtidig sker der også det, at de restriktive og skamfulde tanker ofte fastholder os i en enten-eller-mentalitet, som gør, at vi måske tænker: “Nu har jeg allerede brudt reglerne, så kan det også være lige meget!”, og så overspiser vi endnu mere.

Oven i hatten sker der også det, at når vi spiser noget, og samtidig er opslugte af negative og skamfulde tanker, så bidrager det ofte til at aktivere vores sympatiske stressnervesystem, som bl.a. er med til at sende signaler til kroppen om at nedsætte forbrændingen og lagre mere fedt – især omkring maven.

Så du kan måske godt se, hvor konklusionen peger hen…

At tillade dig selv rent fysisk at spise, hvad du vil, er en fuldstændig ubrugelig strategi, hvis du ikke samtidig sørger for at have den mentale del af tilladelsen med!

Jeg oplevede faktisk et meget tydeligt eksempel på dette, da jeg for nogle uger siden havde lyst til koldskål med kammerjunkere.

Selvom det ikke er hverdagskost, så tillod jeg mig selv 100% at købe det og nyde det, fordi det var det, jeg havde aller mest lyst til den dag.

Da jeg spurgte min veninde, om hun ville spise med, svarede hun: “Nej, jeg prøver at holde mig fra sukker”.

Mens jeg sad og nød min koldskål i fulde drag, lagde jeg mærke til, at min veninde gik forbi bordet, tog en kæmpe håndfuld kammerjunkere, kastede dem alle ind i munden på én gang og spiste dem lynhurtigt.

Det gik op for mig, at det var et typisk eksempel på, hvordan regler og restriktioner omkring mad faktisk ofte gør tingene meget værre.

Måske havde hun i virkeligheden enormt meget lyst til en lille smule koldskål, men frem for at tillade sig selv, at tage en lille portion, og virkelig nyde det, så endte hun i stedet med at tage en stor håndfuld kammerjunkere, som hun kværnede i sig så hurtigt, at hun nærmest ikke engang selv nåede at registrere, at hun gjorde det.

Da jeg havde spist min portion koldskål, følte jeg mig så tilfredsstillet, at jeg faktisk overhovedet ikke følte nogen trang til mad de næste mange timer.

Min hjerne havde virkelig fået lov at registrere hver eneste lille skefuld af den her koldskål, fordi jeg tillod mig selv at have min positive opmærksomhed på det.

Jeg havde fået tilfredsstillet alle mine sanser så meget, at jeg hverken følte, at jeg behøvede en særlig stor portion, eller behøvede mad i mange timer efter.

Fordi jeg var i en meget afstresset og afslappet tilstand, og slet ikke havde nogle følelser af skyld og skam imens jeg spiste, var min forbrænding og fordøjelse formentlig også meget mere effektiv.

Hvad min veninde højst sandsynlig oplevede var, at hun lige havde spist den her store håndfuld kammerjunkere, uden at få nogen som helst form for nydelse eller tilfredsstillelse ud af det.

Hun fik slet ikke den nydelse, som hendes hjerne og krop måske i virkeligheden skreg efter, og hun havde formentlig bare lyst til endnu mere mad bagefter.

Måske valgte hun derefter at spise noget, som var “sundere”, men overspiste i stedet i det, fordi det måske ikke lige var det, hun havde aller mest lyst til. Og måske var hun så fyldt med negative tanker og skyldfølelse, at hun aktiverede en stressreaktion i sin krop, som gjorde, at hun i virkeligheden forbrændte sine kammerjunkere med meget ringere effektivitet.

Kan du se mekanismen?

Så næste gang du bestemmer dig for at spise noget, du virkelig har lyst til, så prøv at lægge mærke til, om du husker at integrere mental tilladelse, eller om der måske stadig et eller andet sted inde i dig gemmer sig nogle restriktioner eller negative tanker, som påvirker din spisning negativt.

At slippe restriktionerne omkring mad kan tage tid og kræve tålmodighed – især hvis du i mange år har været overbevist om, at restriktioner og forbud er den eneste vej frem.

Så prøv bare om du kan være ærlig med dig selv og observere, hvad der faktisk sker, når du har mentale restriktioner, mens du spiser, og prøv om du gradvist kan øve dig i at slippe dem, og se hvordan det påvirker din spisning.

Jeg lover dig, at du vil blive positivt overrasket :-)

Og selvfølgelig betyder det ikke, at du bare kan leve af pizza, chips, slik, kage og is hver dag, så længe du tillader dig selv at spise det uden skyld og skam.

Hvis du vil reducere din overspisning og få et balanceret forhold til mad og en sund vægt, der holder i længden, så er du selvfølgelig nødt til at kombinere denne strategi med at lære at lytte til din krop og navigere ud fra dens behov (læs også dette indlæg).

Husk også, at bare fordi du giver dig selv mental tilladelse til at spise, hvad du vil, så betyder det ikke, at du automatisk vil få lyst til at spise junk food alle døgnets 24 timer. Det er faktisk min stærke erfaring, at jo mere vi kan integrere mental tilladelse omkring mad, desto mere åbner vi op for en naturlig omsorg og ansvar for os selv og vores krop, og desto mere får vi naturligt lyst til at vælge det, der er bedst for os – frem for at føle os så fastlåste af forbud og regler, at vi har lyst til at stride imod dem konstant.

Selvfølgelig er målet at spise sundt og balanceret det meste af tiden, og hvis du formår at gøre det uden problemer, så er det jo bare skønt! Men hvis du i mange år har prøvet at sætte en masse restriktioner for dig selv, og du kan se, at det faktisk bare får dig til at overspise endnu mere, så vil jeg rigtig gerne bede dig om at være ærlig med dig selv og overveje, om det måske var tid til at prøve en anden strategi?

Jeg håber, at dette indlæg inspirerede dig, og husk endelig at dele via knapperne nedenfor, hvis du kender andre, som kunne få gavn at at læse det :-)

Har du nogle erfaringer med tilladelse vs. restriktioner omkring mad, som du kunne tænke dig at dele? Så ville jeg elske at høre dem i kommentarfeltet nedenfor.

jette11

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej 

De kærligste tanker,
Jette Uhre
– Spisepsykologi coach og Mindful Spisning ekspert

 

 

2 svar til “Derfor skal du tillade dig selv at spise hvad du vil”

  1. Malene Louise Petersen siger:

    Kære Jette,

    Det er et interessant blogindlæg og meget relevant når man gerne vil have et balanceret og fredeligt forhold til mad. Jeg synes også det er det sværeste overhovedet, at få hele ens mentale del af kroppen til at give slip på de utallige restriktioner, som jeg i årevis har sat op, som soldater der bevogter et vigtigt fort.”Det er usund at spise kartofler=et slag i hovedet og synd skrevet hen over tallerkenen hver gang jeg spiser kartofler, værst er det hvis jeg spiser færdigkøbte braskartofler! Fy”.
    Eller du må kun spise to tre stykker frugt om dagen, ellers er det nærmest dødeligt og USUNDT.
    Ordet usundt har sneget sig ind i mit ordforråd på linje med ordet og, altså nærmest i hver anden sætning. Lidt overdrevet, men også kun lidt!
    Siden jeg var ganske ung, ja nærmest altid, har mit fokus på mad været præget af skyld og skam og tanker som mangel på selvkontrol, uhæmmet trang, ladhed, uduelighed, nu må jeg da tage mig sammen fylder min hjerne og banker mig i hovedet med alt for få mellemrum.
    Jeg ved godt det handler om at give slip på denne trold af en madfanatiker, at tro på jeg sagtens kan have et naturligt forhold til vægt. At være god ved mig selv og tro på at jeg ER sund også når jeg ikke løfter traktordæk i skoven eller spiser brændenælde/havtornesuppe. Og at alle de velmenende råd fra vores allesammens kost- og motionsguruer kun er sunde og gode for mig, hvis jeg rent faktisk har LYST til at følge dem og ikke istedet får stress og dårlig samvittighed af ikke at have overskud og lyst til at løbe maraton og drikke kål-spinatsmoothie hver dag.
    Jeg får virkelig stress af at jeg konstant læser om det nye indenfor kost og motion, og alligevel gør jeg det nærmest hver dag, hvorfor dog det tænker jeg.
    Der er så mange uopnåelige idealer for et almindeligt menneske. Så skal man være tynd men ikke tyndfed, motionere men på den rigtige og anstrengende måde hvor tungen hænger ud af halsen og man hader sig selv og alle andre mens det står på. Tilgengæld kan man hvis man er rigtig god, nøjes med tyve minutter tre gange om ugen. Løb er bedre end gang for det forbrænder mest, men hvis du også skal træne nærvær og se på træer for ar finde ind til den mest optimale tilstand for din krop, så skal du gå en langsom tur i stilhed.
    Hvis du tager elevatoren er du selv skyld i at du lever fem år mindre og hvis ikke du styrketræner hver anden dag, falder du og brækker knoglerne når du bliver gammel. Hvis du da overhovedet bliver gammel når du ikke spiser pastinakker og rødbeder til frokost men helst vil have en dejligt modnet tomat med hvidløg eller en agurk af egen avl.
    Yoga er det bedste for krop og sjæl, så pyt med om man hader når blodet falder til hovedet når man skal stå på hovedet og hvis du virkelig vil frem i verden, skal du være kreativ og male akvareller. Måske endda mens du står på hovedet i en yogaklasse.
    Hygge må ikke forbindes med mad for så bliver man tyk. Og mens du løber, står på hovedet og drikker flydende kål, skal du også være social og nytænkende, i kontakt med dit seksuelle jeg og være noget for andre.
    Jeg ved at jeg bare kan sige NEJ og gå mine egne veje og på mange måder har jeg da også gjort det. For jeg kan ikke følge med. Jeg får angst og mit hovedet producerer tanker uden hovedet og hale. Jeg gider det ikke. Selvfølgelig er det sat på spidsen og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men der hvor alt dette alligevel spiller ind er i mine tanker. For selvom jeg KUN går ture, cykler og spiser kål nogle gange. Ikke står på hovedet og også tager elevatoren en gang imellem og på den måde ikke følger guruernes mantra, så tænker jeg stadig at jeg burde, at det er for dårligt at jeg ikke kan eller har lyst til det. Jeg får skyldfølelse og heftig trang til at gemme min store krop og spise mig væk fra det hele.
    Jeg er overbevist om at denne hærgen af tanker og restriktioner, skyld og skam, har gjort mig tyk. For selvom vi genetisk er disponeret for fyldigere kroppe i min familie så betyder det ikke at man behøver at blive meget overvægtig. En rund krop med kraftige knogler og mange muskler er jo ikke mere usund end så meget andet, hvis ellers forholdet til den krop er godt, fredeligt, omsorgsfuldt og naturligt.
    For mig har 25 år (er 32 nu) med negative tanker om min krop, min mad, mit liv, min personlighed, mine behov og lige så mange års fokus på sund kost, vægt, motion, gjort mig mere tyk og usund fordi jeg istedet har stresset mig selv, ført en hadekampagne mod mig selv og min manglende selvkontrol af mad og betydet angst og tristhed og dårligt selvværd.
    Hvor vil jeg gerne lægge den stil om og begynde at heppe på mig selv og tro på egne evner til at forvalte eget liv på den bedste måde for mig. Og her når jeg endelig til pointen ;) , for hvor er det dog svært (et ord man heller ikke må bruge, når man vil udvikle sig. Ligesom ordet Ikke, det er sgu ikke nemt) at ændre sin mentale struktur tilnen der er god for mig. Jeg tænker det burde være det nemmeste i verden, for jeg vil vel gerne have det bedre? Jeg har ændret meget på mine mentale komponenter for et liv med angst kræver at man ser indad og skifter uhensigtmæssige tanker ud, men det her er sådan en kæmpe del af mig, at tænke så uendeligt dårligt om min krop og min evne til at have et naturligt forhold til den og sundhed, at det er så svært at vide hvilke knapper jeg skal dreje på. For logisk set er jeg helt med på hvad det kræver, men rent faktisk at have tilliden til det og turde give slip, er min udfordring. Der er så mange lag i det, så mange mentale forhindringer men det vil sgu være skønt at nå til målet.
    Dette blev voldsomt langt, det hober sig jo op indeni det skidt;)
    Mange hilsener
    Malene

    • jette jette siger:

      Hej Malene.

      Tusind tak for dine mange, smukke, ærlige og inspirerende ord. Det er så fint, at du deler dine tanker, og nemlig… det hober sig nemt op, og derfor kan det ofte virke virkelig heelende i sig selv, at få skrevet tingene ned og udtrykt dem på skrift.

      Jeg tror virkelig, at der er mange, der kan genkende sig selv i det, du skriver. Alle de forventninger, normer og uskrevne regler, som vi alle mærker i vores liv og er påvirkede af i større eller mindre grad. Jeg tror særligt, at i disse tider, hvor forskellige medierne bliver mere og mere synlige, og vi hele tiden bliver bombarderet med budskaber fra højre og venstre om, hvad vi “burde” gøre, og hvordan vi “burde” leve vores liv, at vi står over for en udfordring i samfundet, som kun vil blive værre og værre… med mindre der er mennesker, som stiller sig op og tør sige “Hey, jeg vil faktisk gerne bare gøre tingene på min måde – det er det, der gør mig lykkeligst”. Og dine ord er helt klart en inspiration på den front :-)

      Personligt har jeg selv haft rigtig meget gavn af at være mere bevidst om at vælge at udsætte mig selv for de medier, som jeg ved styrker et sundt, menneskelig og afbalanceret syn på livet, og forsøge at skære de medier fra, som bare fremmer stress, skyld, skam og dårlig samvittighed i mig. Selvom vi ikke selv kan vælge 100% hvilke medier og budskaber, vi bliver udsat for, så kan vi heldigvis gøre meget. Ofte følger vi jo en masse skridt, som vi tror, der er vigtigt for os, men vi glemmer at være ærlige med os selv omkring, hvordan det egentlig påvirker os. Så en bevidst medieudrensning kan jeg virkelig anbefale dig :)

      Endnu engang tak for dine skønne og inspirerende ord!

      Jeg ønsker dig alt det bedste fremover <3

      De kærligste hilsner,
      Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.