Et af mine bedste kostråd

Bliver du tit forvirret over alle de kostråd, der findes?
Mange kostråd bliver ofte fremlagt på en begrænset og negativ måde, der faktisk bare er med til at gøre os mere forvirrede og give os en sort/hvid-mentalitet omkring mad.
I mange år søgte jeg selv konstant efter kostråd hele tiden, men uheldigvis fik de fleste kostråd mig bare til at sætte flere mentale restriktioner omkring mad, som tit bare gjorde mig besat af at tænke på alt det, jeg ikke måtte spise.
De fleste kostråd handler om at fortælle os om, hvad vi burde eller ikke burde spise. Og sådan nogle kostråd bliver vi bombarderede med hele tiden. De fleste af os er jo nærmest som omvandrende kost-leksikoner.
Det er bare min oplevelse, at det ikke kun er vigtigt at vide, hvilke fødevarer der giver mest næring til vores krop, men det er også vigtigt at have den rette mentale indstilling omkring den kost-viden, vi har.
For uden den rette mentale indstilling omkring det, vil vi alligevel ikke styre os selv hen imod at efterleve de kostråd, vi har lært.
Netop derfor handler ét af mine bedste kostråd netop IKKE om at belære dig om, hvilke fødevarer du "burde" spise... men det handler mere om et særligt fokus omkring mad og kost, der kan hjælpe dig til at undgå overspisning og styre din spisning i en mere balanceret retning.
I denne uges episode af Mere Glæde og Mindre Overspisning TV deler jeg med dig, hvad dette kostråd er.
God fornøjelse ♡
OBS! Husk at smide en besked til mig i kommentarfeltet nederst på siden og fortæl mig, hvad du synes om dette kostråd :-)
Transkribering af videoen:
Velkommen tilbage til Mere Glæde og Mindre Overspisning TV.
I denne uge vil jeg gerne give dig et lille simpelt og balanceret kostråd, som jeg altid bruger med mine klienter, og som også virkelig har hjulpet mig til at finde balance med min spisning.
Mit kostråd handler ganske enkelt om at fokusere på at tilføje frem for at fjerne.
Alt for ofte, når vi gerne vil spise sundere og mere balanceret, har vi alt for meget fokus på alt det, vi IKKE må spise. Hvis vi vil tabe os, har vi måske også fokus på at spise så lidt som muligt.
Men at opnå en sund krop og et balanceret forhold til mad handler ikke om at spise så lidt som muligt (for det sætter ofte bare forbrændingen ned). Det handler derimod om at spise så nærende som muligt det meste af tiden – UDEN at sætte restriktioner omkring noget.
Som du jo nok ved, så kan dét at sætte restriktioner og fokusere på alt det, vi ikke må få, ofte bare få os til at overspise mere – ikke alene fordi, at når vi har fokus på det, vi ikke må få, så får vi også mere lyst til det, men også fordi, at restriktioner starter en overlevelsesmekanisme i os, der ofte bare trigger vores trang til at spise.
Det vi fokuserer på, det er også i høj grad det, vi styrer hen imod.
Forskning har vist, at hvis du kører i din bil på en kold vinterdag, og den begynder at skride og styre mod et træ i vejkanten, så vil du faktisk have større chance for at netop køre ind i træet, hvis det er træet, du har dine øjne og dit fokus på, frem for hvis du holdt dit fokus på vejen. Og det er faktisk lidt det samme med mad; Når du fokuserer på en masse ting, du ikke må få, så styrer du dig selv mere hen imod det."
Så mit kostråd er: Hvorfor ikke bare fokusere på alt det gode og nærende mad, du kan fylde din krop op med, så du styrer dig selv mere mod det – UDEN at sætte restriktioner omkring noget som helst? Hvorfor ikke fokusere på, hvordan du kan give din krop alt det, den har behov for – frem for at sætte begrænsninger for den hele tiden?
Når du fokuserer på at fylde din krop og din opmærksomhed op med alt, hvad der kan nære dig, så vil der ofte automatisk være mindre plads til alt det "mindre nærende" mad. Og når du giver din krop alle de vitaminer og den næring, den behøver fra god og naturlig kvalitetsmad, så VIL det faktisk også være meget sværere at komme til at overspise.
Det positive fokus, som det her kostråd har omkring, hvad du kan GIVE dig selv og din krop, frem for at gå rundt og føle dig begrænset, er også i sig selv med til at få dig til at slappe mere af og stresse mindre – hvilket også er en kæmpe fordel for din forbrænding og appetit.
Så foksér først og fremmest på at tilføje gode og nærende måltider i din hverdag – UDEN at sætte nogle som helst restriktioner omkring noget. Og hvis du så alligevel har lyst til det der lækre stykke kage, så tillad dig selv at nyde det.
Det vigtigste er bare, at du først og fremmest har mest fokus på at fylde på med alt det gode, og hvad der derudover ryger ind af mindre nærende mad, anbefaler jeg selvfølgelig, at du nyder så meget du kan, mens du spiser det (så du får den optimale tilfredsstillelse ud af det). Og at du derefter slipper dit fokus på det... uden at gruble over det. Der er nemlig ingen grund til at lade det fylde mere i din opmærksomhed, end det behøver."
Jeg håber, at det her kostråd giver lige så meget mening for dig, som det gør for mig – og jeg håber, at du er frisk på at prøve mit kostråd af.
Så i kommentarfeltet nedenfor vil jeg gerne høre fra dig:
Kender du det, at du overspiser mere, når du fokuserer på alt det, du skal undgå? Hvad synes du om det her kostråd? Og hvad vil du gøre allerede i dag for at begynde at integrere det her kostråd og fokusere mere på alt det, du kan tilføje?
Jeg ville elske at høre dine tanker i kommentarfeltet nedenfor.
Og hvis du ku' li' den her video, så del den endelig gerne med dine venner eller giv den et lille like. Det ville jeg sætte stor pris på.
Pas godt på dig selv til vi ses igen!
De kærligste hilsner,
Jette Uhre
- Spisepsykologi-ekspert
11 kommentarer
Skriv en kommentar