Sandheden om slankekure

Har du prøvet alle slankekure? Og blamer du altid dig selv, når slankekurene ikke lykkes? Så vil det formentlig gavne dig at lære sandheden om slankekure...
Sommeren nærmer sig, og hvis du har det på samme måde, som jeg havde det engang, har du måske allerede overvejet (eller er ængsteligt bekymret omkring), hvordan du kan tabe dig lynhurtigt inden bikinisæsonen går i gang.
Måske er du allerede blevet fristet af en af de mange slankekure, som findes derude.
Det kan også være, at du ikke er hoppet på en decideret slankekur, men i stedet er startet på en såkaldt “livsstilsomlægning” (som i virkeligheden ofte bare er et andet ord for slankekure), som måske alligevel indebærer, at du skal sætte en masse mentale regler og restriktioner omkring mad.
Jeg ved, at det kan være fristende at hoppe på en slankekur eller en restriktiv “livsstilsomlægning”, fordi de ofte giver så mange fantastiske løfter om store resultater på kort tid, men jeg vil alligevel råde dig til at lade være.
Selvom de fleste efterhånden ved, at slankekure aldrig virker i længden, så vil det måske overraske mange at høre, at forskning tydeligt har bevist, at slankekure endda ofte gør problemerne meget værre."
Her er bl.a. nogle tankevækkende forskningsresultater:
- Et hold amerikanske forskere lavede i 2007 en grunding gennemgang af 31 langsigtede studier omkring slankekure, og de konkluderede, at slankekure faktisk er en stor medløber til mere overvægt. Resultaterne viste, at helt op mod 66% af alle, som går på en slankekur, ender med at veje endnu mere 4-5 år efter slankekuren (reference).
- Et studie fra Finland (2011), som inkluderede over 4000 tvillinger, viste, at de tvillinger, som gennem livet havde forsøgt at tabe sig én eller flere gange på en slankekur, havde 2-3 gange større sandsynlighed for at veje mere, når de fyldte 25, sammenlignet med deres respektive tvilling, som ikke var på kur (reference). Tendensen til at tage mere på efter en slankekur er altså uafhængig af hvilke gener, du har.
- Flere studier har også vist, at slankekure øger chancerne for overspisning og tvangsoverspisning (reference), og at slankekure er den største medløber til udviklingen af spiseforstyrrelser (reference).
Så ikke alene er slankekure uholdbare i længden, men de forværrer faktisk også vores forhold til mad og gør os mere overvægtige.
Man kan måske også bare se på, hvad vi rent faktisk kan observere omkring os...
Gennem de seneste 20-30 år har der været mere og mere fokus på vægttab og slankekure, men alligevel bliver antallet af overvægtige i verden ved med at øges, og flere og flere døjer med et forskruet og ubalanceret forhold til mad.
Uanset hvad statistikkerne siger, kan du måske også bare prøve at tage et kig på din egen historie med slankekure; Hvor mange har du prøvet? Hvor mange slankebøger har du hjemme på hylden, der bare står og samler støv? Hvor mange penge har du brugt på fitnessmagasiner gennem dit liv? Har de givet dig de resultater, du ønskede?
Måske har nogle af dem virket på kort sigt, men hvorfor har resultaterne så ikke holdt i længden? Eller endnu vigtigere... hvad har slankekurene egentlig gjort ved dig og dit forhold til mad på længere sigt?
Slankeindustrien er enormt magtfuld. Det er bl.a. estimeret, at amerikanerne alene hvert år bruger over 60 milliarder dollars på slankekure, slankeprodukter og vægttabsprogrammer. Det svarer cirka til 400 milliarder danske kroner. Jep, du læste rigtigt... 400 milliarder!!!
I mange år har slankeindustrien manipuleret med vores hjerner og pengepung i udbredt grad, og industrien har især haft en tendens til at bilde os ind, at der findes hurtige og simple løsninger på vores ofte meget komplekse udfordringer med mad og vægt.
Slankeindustrien og slankekure bilder os ofte ind...
- at slankekure altid virker (bl.a. ved at vise ekstreme før- og efter billeder), og hvis du ikke kan overholde dem, eller ikke kan tabe dig på dem, så er det også bare din egen skyld, og så er du bare et svagt menneske med en dårlig viljestyrke
- at vægttab udelukkende handler om at få mere viden omkring, hvad du "burde" spise
- at du bare liiiige behøver at vide én lille hemmelighed til hurtigere fedtforbrænding, og så er alle dine problemer løst
- at der findes én gylden løsning eller én perfekt kost, der passer til alle (og alle kurene har tilsyneladende fundet denne ene løsning, selvom de ofte siger det stik modsatte)
- at vægttab bare handler om kalorier ind og kalorier ud, og at du bare skal lære at spise mindre og bevæge dig mere
- at maden er fjenden, og at det bare handler om at lære at "kontrollere" din appetit
- at du ikke er god nok, som du er, hvis din krop ikke efterlever det perfekte ideal i samfundet, og at du derfor hellere må skynde dig at gøre noget ved det.
Ja... slankeindustrien og slankekurene har mange gode tricks i ærmet, som kan fodre vores frygt for ikke at være gode nok, og blusse ild til vores drøm om en simpel "quick fix" løsning mod vores vægtudfordringer (og alle andre udfordringer i vores liv tilsyneladende).
Men hvad slankeindustrien og slankekure aldrig fortæller os er...
- at ingen slankekure i verden nogensinde har vist sig at give gennemgående holdbare resultater
- at ingen læge i verden nogensinde har fundet frem til én gylden løsning, der passer til alle (hvilket også bliver nævnt i denne artikel: "Diet books are full of lies. But they're even worse when doctors write them").
- at dét at opnå en sund vægt, og et balanceret forhold til mad, ofte er meget mere kompleks end bare at lære om hvad og hvor meget, vi "burde" spise
- at vægttab ikke bare er en simpel ligning mellem kalorier ind og kalorier ud, men at der er mange andre komplekse faktorer, der spiller ind
- at vores vægt og forhold til mad i høj grad også er influeret af, hvordan vi har det indeni, hvad vi tænker og føler, og hvilke mentale overbevisninger vi har omkring mad, vores krop og os selv
- at dét at føle stress, skyld, skam og dårlig samvittighed omkring mad og vægt ofte er mere skadeligt for vores sundhed, end det er at overspise og være overvægtig... og at stress, skyld og skam omkring mad og vægt endda ofte får os til at overspise mere (det bliver ofte en negativ spiral)
- at vores forhold til mad næsten altid er en afspejling af vores forhold til os selv og vores liv, og at det derfor ofte kræver nogle dybere ændringer i vores liv og inde i os, før vores forhold til mad naturligt kan balancere sig selv
- at dét at give slip på overspisning og opnå en sund vægt slet ikke handler om personlig power, selvkontrol eller viljestyrke (og at den overbevisning faktisk ofte får os til at dunke os selv i hovedet og overspise endnu mere), men at det i højere grad handler om at få en grundlæggende og kærlig forståelse for vi menneskers biologiske behov og overlevelsesmekanismer, og lære at arbejde sammen med dem, frem for at arbejde imod dem (som de fleste slankekure desværre gør).
Så konklusionen kan måske sammendrages til dette citat:
Man kan måske også bruge denne sammenligning:
Hvis slankekure skulle igennem samme godkendelsesproces, som medicin skal, så ville de aldrig blive godkendt. At gå på en slankekur er som at tage et medicinpræparat mod hoste, som på kort sigt synes at lindre hosten, men på lidt længere sigt viser sig at give folk lungecancer.
Så... er du stadig hooked på alle de restriktive slankekure? ;-)
Hvis du har lyst, ville jeg elske at høre dine tanker i kommentarfeltet under indlægget:
Har du også svært ved at give slip på de hurtige og restriktive slankekure, kostplaner eller "livsstilsomlægninger"? Hvordan har slankeindustrien manipuleret med din hjerne og pengepung? Hvad tror du, det er for nogle kraftfulde idéer, tanker og overbevisninger, som får os til at blive fristet gang på gang?
Jeg glæder mig til at høre dine tanker ♡
De kærligste hilsner,
Jette Uhre
- Spisepsykologi-ekspert
P.S. Er du klar til at slippe de overfladiske slankekure og i stedet indlede en dyb, spændende og mere bæredygtig rejse mod et balanceret forhold til mad? Så tjek også min bog Slip Slankekursmentaliteten.
8 kommentarer
Skriv en kommentar