Jeg tænker på mad hele tiden

Jeg tænker paa mad hele tiden

Ville du ønske, at du ikke tænkte så meget på mad?

Mange af de mennesker, jeg taler med omkring overspisning, siger ofte til mig, at de tænker på mad hele tiden, og at de ville ønske, at mad ikke fyldte så meget i deres liv. Enten oplever de, at de tænker på mad hele tiden og konstant har lyst til det, eller også bekymrer de sig ekstremt meget om kost og vægt, og hvad de må/ikke må spise.

Fællesnævneren er altså, at tanker om mad fylder utrolig meget i deres hverdag, og at det ofte dræner dem rigtig meget for mental energi.

Restriktioner og vægtbekymringer gør overspisning værre

Hvis du har en tendens til at bekymre dig rigtig meget om mad og vægt, og måske ofte sætter en masse restriktioner for dig selv, så skal du først og fremmest vide, at det faktisk kan bidrage til at forværre overspisning.

"Jamen, hvordan dog det?"... undrer du dig måske.

Jo, ser du... når du sætter restriktioner for dig selv omkring mad, så sker der faktisk det samme, som der sker, når jeg beder dig om ikke at tænke på en lyserød elefant.

Hvad tænker du på lige nu?... En lyserød elefant selvfølgelig!

Hver gang du fortæller dig selv, at du ikke må spise noget bestemt, så bidrager du faktisk til, at du får mere mad på hjernen. Og med mere fokus på mad kommer også mere lyst til mad - det er faktisk helt naturligt.

Overvej det lige... Jo mere du tænker på sex, desto mere har du formentlig også lyst til sex. Jo mere du tænker på en solrig badestrand i syden, desto mere har du også lyst til en solrig badestrand i syden... og det gør faktisk overhovedet ingen forskel, om du sætter "Jeg må ikke" foran. Du kommer til at tænke på det alligevel... har jeg ret? :)

For meget fokus på mad fjerner fokus på løsningen

En anden negativ ting ved at fokusere for meget på mad og tro, at det er løsningen til din overspisning, er også, at du kommer til at fjerne fokus fra den egentlige løsning.

Overspisning er næsten altid kun et symptom på nogle mere underliggende problemer, som for det meste slet ikke har noget med mad at gøre. Rigtig ofte er det nærmere et udtryk for, at der er nogle følelser i dig, som du er nødt til at håndtere, eller nogle grundlæggende ting i dit liv, som du er nødt til at ændre på.

At have ekstremt meget fokus på kostændring, diæter eller kure som løsningen til dine spiseproblemer bliver faktisk bare en form for ekstra distraktion fra at håndtere de ting, som det i virkeligheden handler om. De ting, som de fleste af os faktisk godt inderst inde ved, men bare ikke ønsker at lytte til. Eller måske ikke tør at lytte til.

Så man kan sige, at jo mere fokus du har på kost og vægt, desto længere bevæger du dig væk fra at løse de problemer, som din overspisning i virkeligheden dækker over.

Læs også: Hemmeligheden til at få ægte kontrol over mad

Hvis du tænker på mad konstant...

Hvis du tænker på mad konstant, så er det især vigtigt at forstå, at det ikke handler om, at du bare er en svag og doven person med en dårlig viljestyrke. Tro mig... jeg kender til disse urimeligt selvkritiske tanker, og de er ikke sande!

I stedet vil jeg opfordre dig til at være nysgerrig på, hvorfor du tænker så meget på mad. Være nysgerrig omkring det på en kærlig måde.

Du kan måske først og fremmest prøve at tænke på, hvad maden rent faktisk giver dig. Hvis jeg ikke tager meget fejl, så giver mad dig jo faktisk en masse positive følelser lige i det øjeblik, hvor du spiser det.

Mad er nydelsesfuldt, og det giver os positive følelser - og det er der absolut ikke noget forkert i. Det er meningen, at mad skal give os nydelse, så vi naturligt er drevet til at spise det for at sikre vores overlevelse. Men problemet opstår der, hvor mad er det eneste, der kan give dig positive følelser i din hverdag.

Hvis du f.eks. hader dit job eller føler dig understimuleret i hverdagen, så er det da klart, at mad føles som en større stimulering og en fest i din mund til sammenligning.

Hvis du er i et parforhold, som ikke fungerer, og som ofte medfører mere stress og skænderier end positive følelser, så er det da klart, at maden føles som en bedre partner for dig.

Hvis du omgiver dig med mennesker, som ikke giver dig noget, eller kun har venskaber, som er overfladiske, så er det da klart, at maden bliver en mere givende ven for dig.

Hvis du ikke elsker dig selv og aldrig gør noget godt for dig selv, så er det da klart, at maden bliver din eneste metode til at vise kærlighed og omsorg for dig selv.

Hvis du altid kun tænker på alle andres behov, men glemmer dine egne, så er det da klart, at maden bliver dit frirum; det sted, hvor du kan være alene med dig selv, og give dig selv hvad du har behov for på en nem og umiddelbar måde.

... Kan du se mekanismen her?

Det essentielle er altså, at maden ikke er fjenden på nogen måde, og det er bestemt heller ikke dårlig selvdisciplin eller selvkontrol, som er problemet.

Problemet er måske nærmere, at du ikke tager dig nok af dig selv. At du ikke lytter nok til dig selv. At du ikke lytter nok til dine indre behov. At du sælger ud af dig selv og dine værdier. At du lader dig "nøjes" med komfortzonen, eller at du måske ikke gør nok for at ændre på de ting i dit liv, som ikke fungerer.

Uanset hvad, så er der altså altid en god og faktisk ofte ganske fundamental grund til, at du tænker på mad hele tiden.

Så kære du... tilgiv dig selv.

Lad være med at bruge så meget energi på at dømme dig selv for, at du tænker på mad hele tiden, og begynd i stedet at bruge din energi på, at være nysgerrig omkring hvorfor... og her mener jeg altså ikke det negative, utålmodige og selvbebrejdende "HVORFOR?!", men jeg mener det nysgerrige, kærlige, blide og omsorgsfulde "Hvorfor?". ♥

Vil du have hjælp til at slippe din overspisning og balancere dit forhold til mad? Klik her,

Jeg håber, at indlægget inspirerede dig, og jeg ville selvfølgelig elske at høre fra dig i kommentarfeltet nedenfor; Har du det også med at tænke på mad konstant? Og hvad gør det ved dig? Giv mig gerne en respons, og så lover jeg dig, at jeg vender tilbage til dig med et ekstra råd eller to :-)

De kærligste hilsner,
Jette Uhre
-Spisepsykologi-ekspert

Læs også: Er du besat af mad og vægt?



20 kommentarer

hej Jette , Tusind tak for denne artikel, den gav mig virkelig noget at tænke over ! Og har selv erfaret at det passer og at du har fuldstændig ret !
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Hej Mie. Selv tak! Hvor dejligt, at du kunne genkende dig selv i indlægget, og at det gav dig noget at tænke over :-) Jeg håber i hvert fald, at du kunne bruge det, du læste. De kærligste hilsner, Jette.
Læs mere
Læs mindre
Charlotte

Tak for dette indlæg. Jeg er inde i en rivende personlig udvikling og i den forbindelse er jeg blevet endnu mere bevidst om uoverensstemmelserne mellem mine ønsker og mine handlinger når det kommer til mad. Dette indlæg har inspireret mig til at få gjort noget ved det! Tusind tak!!!
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Tusind tak for din respons på indlægget Charlotte. Hvor lyder det spændende med den personlige udvikling, du er inde i lige nu - det er altid SUPER spændende at være i sådan nogle perioder. Jeg er enormt glad for, at dette indlæg kunne hjælpe dig, og jeg ønsker dig bare alt det bedste på din udviklingsrejse <3 De kærligste hilsner, Jette.
Læs mere
Læs mindre
Mange tak. Ved det godt. Men det hjælper at læse det og din fine måde at skrive det på. Jeg nyder ikke at spise. Men kan mærke det flytter opmærksomheden fra det jeg er ked af og ikke formår at gøre noget ved. Til tanker at jeg får et had til mig selv over at spise så meget og så kan jeg gå og være sur og bruge tid på det. Lidt skørt at jeg så ikke stopper med det men dyrker det:)
Læs mere
Læs mindre
Ja jeg ville ønske jeg ikke blev så sulten. Da jeg så spiser alt muligt og ønsker det kun var sunde ting og gode ting for min krop. For så har jeg det okay med mig selv. Men der er mange tin jeg får ondt i maven af efter jeg så har spist og nyder ikke maden så meget. Propper det bare ind. Og får det tit skidt og træt efter jeg har spist. Så nyder det ikke så meget. Men tror det er en måde at flytte mine tanker på. Så kan jeg være sur på mig selv over at have spist en masse igen og får det skidt og er i det og får lidt ro fra andre dumme tanker. Tænker det er lidt sådan.
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Hej Camilla. For det første er det vigtigt, at huske på, at sult ikke er farligt. Sult er IKKE noget, vi skal bekæmpe eller ønske, at vi ikke havde. Fysiske sult er helt naturligt, og det er et positivt signal, der hjælper os til at vide, hvornår vi skal spiser, og hvor meget, vi har behov for. Hvis vi begynder at bekæmpe, ignorere eller hade vores sult og appetit, så er det netop bare, at vi skubber vores forhold til mad ud af balance. Så omfavn din følelse af sult og husk at nære den med gode måltider :) Problemet for mange er ofte, at de netop ikke "stoler" på sin egen krop og sultfornemmelse, og måske så holder igen med de almindelige måltider - og spiser for lidt "rigtig" mad - og derfor kommer de måske ofte til at spise en masse små snacks, fastfood og hurtige kulhydrater i stedet, simpelthen fordi deres krop faktisk er i underskud af ordentlig mad, og kommer derud, hvor den bare higer efter hurtige kalorier. Så nogle gange er vejen til at spise mindre af de "usunde" ting faktisk, at blive mere ven med sin sult, og faktisk respektere at spise mere almindelig mad. Når du siger, at du tit får ondt i maven, når du har spist, så tyder det også på, at du har et meget dømmende og restriktivt forhold til mad. Hvis vi spiser noget, men samtidig føler skyld, skam eller dårlig samvittighed over det, eller fortæller os selv, at vi ikke "burde", så skaber det ofte en negativ stresstilstand i kroppen, som gør det sværere for din krop at fordøje og forbrænde maden. Jo mere vi slapper af omkring spisningen og maden, når vi spiser, desto bedre kan vores krop slappe af og fordøje og forbrænde bedre. Så prøv at tjekke ind med dig, om du er meget kritisk omkring maden, når du spiser, eller om du slapper helt af og tillader dig selv at spise det. De ting, du fortæller dig selv omkring den mad du spiser, det er også det, din krop vil reagere på. Så hvis du tænker, at maden er "din fjende", så er det også sådan, din krop vil reagere på det. At du bare propper det ind og slet ikke nyder det er også et generelt tegn på, at du har et alt for kritisk og dømmende forhold til maden, og at der er alt for meget skyld og skam omkring det, når du spiser det. Hvis du tænker, at vi gør noget "forbudt" eller skamfuldt, når vi spiser, så er det klart, at vi bare får lyst til at spise det rigtig hurtigt og slet ikke kan nyde det. Men det er SÅ vigtigt, at vi nyder det. For når vi nyder hver bid, vil vi ofte ikke behøve så meget, og faktisk er nydelse også med til at sætte forbrændingen mere op - så det er ALTAFGØRENDE for en sund vægt og et balanceret forhold til mad, at vi tillader os selv at nyde alt mad, vi spiser. Generelt kunne det i hvert fald lyde lidt som om, at du har behov for at arbejde på at få et mere balanceret og knap så moralsk syn på mad, så du ikke skaber sådan en stressreaktion i din krop, hver gang du spiser :) <3 Jeg håber, at det kan hjælpe dig lidt på vej.
Læs mere
Læs mindre
Kære Jette Tak for dit indlæg. Det giver så meget mening for mig, jeg har dog svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal omsætte det og lave en ændring i min tankegang. Jeg tænker konstant på mad, samt på at jeg ikke bør indtage for meget mad, da jeg nemt tager på. Jeg lider af flere kroniske sygdomme bla lavt stofskifte og addison. Sidstnævnte beholdes med hydrokortison som for de fleste betyder vægtøgning. Pga at sygdomme gør det sværrere at holde vægten, så er jeg jo meget bevidst om hved jeg bør spise og ikke bør spise. Derudover har jeg ydeligere store udfordringer med mine hofter pga hofteledsdysplasi og har de sidste 2 1/2 år ikke kunne gå uden krykker efter en mislykket operation. Om knap 14 dage skal jeg opereres for 3 gang i min hofte og det er efter sigende sidste chance for at komme af med smerterne og dermed kunne gå normalt igen. Jeg frygter fremtiden og ved godt, at dette er en del af min trang til at putte i hoved hele tiden. Det dumler min smerte og jeg bruger mad/sødt både som hygge, for at bringe noget glæde ind i vores hverdag, men samtidig spiser jeg også i smug, fordi jeg er flov over at vise min mand, at jeg spiser langt mere end han tror, men samtidig også lidt i trods indimellem. Tanken er tit, at det skal jeg sgu nok selv bestemme. Men samtidig bliver jeg skuffet og vred på mig selv, for det er ikke godt for mine hofter at vægten stiger og iøvrigt heller ikke for mit heldbred. Jeg vejer ikke voldsomt for meget (BMI 27) men når man ellers altid har været slank, så det sgu svært at se sig selv i spejlet nu. Føler det er en ond spiral. Dit indlæg og mange af dine andre indlæg, som jeg har læst giver rigtig rigtig god mening, men jeg er bare så bange for at slippe kontrollen, og at vægten skal stige endnu mere. Selvom jeg faktisk overhoved ikke har nogen kontrol pt, nu jeg tænker over det 😜 Men hold nu op, hvor jeg synes det er svært. Jeg har verdens dejligste mand og famile, men mit liv er pt så udfordret og fremtiden meget uvis, at jeg har svært ved at finde overskuddet. Det overskud som jeg føler at jeg skal finde frem. Det blev en laaang kommentar 😉 Men du har fået tankerne i gang hos mig. Mv Susanne
Læs mere
Læs mindre
Ulla Westtoft

Kære Jette Jeg er 64 år og har et dejligt aktivt liv med en skøn familie, veninder og lidt arbejde jeg holder af. Jeg har altid spist for usundt- sødt. Nu er det mere problematisk fordi vægten stiger. Jeg er ikke overvægtig men tænker på det hele tiden. I lørdags var jeg til tennis og beklagede mig, en anden sagde det er jo fordi du spiser hele tiden. Det ved jeg, men det fik mig til at tænke over det. Tror det i hele mit liv har handlet om noget oralt, da min mor søgte omsorg fra mig i sit liv. Har du nogle råd?
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Hej Ulla. Desværre er det nok ikke lige noget, jeg sådan kan give dig et konkret råd omkring her på skrift. Men jeg vil dog sige, at nogle gange er det faktisk selve vægtbekymringerne, der er årsagen til, at vores spisning kommer ud af balance. Jeg ved selvfølgelig ikke så meget om din situation... men du skriver, at du ikke er overvægtig, men du bekymrer dig hele tiden om din vægt alligevel. Hvis der ligger meget frygt omkring tanken om at tage på, så kan det potentielt godt være det, der får dig til at fokusere meget mere på mad og blive besat af tanker om mad og søde sager. Jeg tænker umiddelbart, at det først og fremmest handler om at komme i kontakt med, hvad det er, du frygter. Hvad frygter du ved at vægten stiger? Hvad er du bange for, der vil ske? Det lyder måske meget paradoksalt, men nogle gange er det netop det, vi frygter aller mest, der også hæmmer os i at bevæge os væk fra det. Prøv også evt. at undersøge, hvad det faktisk er for nogle følelser, du søger i de søde sager. Det kan godt være, at det har konsekvenser for dig på sigt at spise det, men hvad er det faktisk, de søde sager giver dig i det øjeblik, du rækker ud efter dem? Hvilke følelser søger du i det? Frihed? Ro? Energi? Afkobling? Glæde? Nydelse? Etc? De følelser, du finder frem til, at de søde sager giver dig eller opfylder for dig, kan måske i virkeligheden være de følelser, du skal arbejde på at få mere af i dit liv på andre måder :-) Det er bare lige nogle forslag til, hvordan du kan arbejde med det. Du er velkommen til at læse lidt rundt på siden efter flere tips, eller evt. booke en session med mig, så vil jeg selvfølgelig gerne hjælpe dig til at klargøre din situation endnu mere. Jeg ønsker dig alt det bedste :-) De kærligste hilsner, Jette.
Læs mere
Læs mindre
Ulla Westtoft

Tak for dit svar. Det giver god mening for mig. Omsorg er kodeordet for mig. Kh Ulla
Læs mere
Læs mindre
Hej Jeg er en kvinde på 26 år som står i den situation du beskriver lidt ovenfor. Jeg er utrolig glad for manden i mit liv, men jeg føler ikke at det er gengældt på samme måde. Derudover har jeg absolut ingen kontakt til min biologiske familie, og jeg føler mig meget ensom i min hverdag. Jeg "løser" problemet ved at overspise, og jeg kan slet ikke styre mine tanker, eller for den sags skyld min mund. Jeg kører det ene ind efter det andet, alt imens min mand sidder og kigger skamfuldt på mig. Dette gør mig self. Mere ked af det, og så spiser jeg blot lidt mere for at trøste mig selv. Jeg aner ikke længere hvad jeg skal gøre for at stoppe det, men jeg ved at for hver dag der går bliver jeg mere og mere ked af min situation. Jeg håber du har et råd eller to som jeg kan overholde, for hvad gør man når man ikke føler sig elsket og lader det udtrykke sig i overspisning? Vh mig
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Hej Cavva :) Det lyder som en udfordrende situation, du er i :-( Jeg vil sige, at det vigtigste at huske på er, at det jo ikke er din overspisning, der er problemet i sig selv - det er kun symptomet. Og ofte beder vores overspisning os netop om at få handlet på de ting i vores liv, der ikke fungerer, som de er... også selvom det kræver, at vi går lidt ud af komfortzonen. Vi kan forsøge os nok så meget med viljestyrke og konkrete teknikker, men vores overspisning eller trang til overspisning vil ofte ikke forsvinde, før den har lært os, hvad vi er nødt til at lære, eller før den har fået os til at handle på det, vi er nødt til at handle på i livet. Så jeg vil helt klart sige, at det din overspisning måske i virkeligheden beder dig om er at få snakket med din mand om, hvad du føler - og få taget handling på det på en eller anden måde... hvad end der føles mest rigtigt for dig. Hvis du ikke rigtig føler dig elsket og støttet af din mand lige nu, er det jo virkelig ikke nogen holdbar situation. Og det er sikkert heller ikke en situation, din mand ønsker at være i. Men så længe i ikke får talt åbent om tingene og får snakket om, hvad der muligvis skal til for, at der kan blive pustet liv i kærligheden igen, vil der nok ikke være noget, der vil ændre sig. Så selvom det kan virke ubehageligt, så prøv at få snakket med din mand. Fortæl ham (helst på en ikke-dømmende måde), at du ikke føler dig støttet og elsket, og spørg ham hvordan han har det med det. Måske kunne i blive enige om at prøve et par sessioner med en parterapeut, eller måske er der noget helt andet, der skal rykkes på. Men det lyder til, at din overspisning beder dig om at rykke på et eller andet omkring jeres forhold i hvert fald - og det er så vigtigt, at vi lytter til de dybere budskab i overspisningen og tager dem seriøst, for hvis vi gør, kan de i virkeligheden ofte være med til at navigere os et bedre sted hen :-) Jeg håber, at det kan hjælpe dig lidt... og husk på, at det at stræbe efter den perfekte kost og spisning ALDRIG automatisk vil få dig til at føle dig mere elsket af din mand. Ofte er det i virkeligheden kun en overspringshandling fra at arbejde med de virkelige udfordringer mellem jer, som du måske prøver at undgå at konfrontere. Så husk på at tage ansvar for, hvad der virkelig kalder på din energi og opmærksomhed - frem for bare at spilde den på at være besat af mad og vægt <3 De kærligste hilsner, Jette.
Læs mere
Læs mindre
Endnu en overspiser

Tak for et godt indlæg! Det trøster og se andre faktisk har det som mig. Jeg tænker konstant på mad, både når jeg ikke vil tabe mig og når jeg prøver tabe mig. Det gør min dag så meget bedre hvis jeg bare overspiser, samtidig er der jo så de dage hvor jeg ser på mig selv og alle de ekstra kg det giver mig og bliver ked af det. Jeg tænker ofte på hvad det mon er som gør jeg har det sådan og jeg ved det ærlig talt ikke. Det har været sådan hele mit liv. (Jeg er 26) Da jeg var barn kan jeg godt se hvorfor jeg tyede til mad på den måde, men nu i mit voksne liv kan jeg ikke se en tydelig sammenhæng. Jeg bliver rigtig ked af det og føler mig dybt deprimeret når jeg prøver at ignorere trangen til overspisning, nogle gange kan jeg slet ikke holde ud at være i mit eget hovede. Jeg spiser når jeg er glad, ked af det, sur.. Alle følelser forbinder jeg med mad. Enten skal noget "fejres" eller også er det hele "så synd for mig" at jeg godt må holde ædeorgie.. Det er dybt frusterende og jeg håber virkelig du kan give mig er par råd til en form for løsning. Vh. Endnu en overspiser
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Hej med dig :-) Dejligt at høre, at du kunne finde lidt inspiration i indlægget. Det kan være lidt svært at konkret vejlede dig bare lige her på skrift... men faktisk har jeg netop lavet en ny gratis online workshop, som bliver frigivet om en lille uges tid - og ud fra det, du beskriver, tænker jeg faktisk, at du vil kunne få stor glæde af at være med på den. Det er helt gratis og uforpligtende. Du kan tilmelde dig her: https://www.jetteuhre.dk/mgmo-workshop/ Jeg håber, at du vil være med. Kh. Jette.
Læs mere
Læs mindre
Hej Jette. Tak for et godt indlæg Jeg har aldrig været overvægtig med altid følt mig sådan, og været misundelige på andre piger og kvinder der var højere, tyndere eller pænere end jeg selv. Pinligt at sige højt, men det er helt sikkert sandheden. Jeg har tidligere levet meget restriktivt, med stort fokus på mad og hvor jeg ikke kunne spise bestemte fødevare, da jeg følte jeg ville tage på. Jeg tænker stadig meget på min vægt men har lige nu en normal BMI på ca 20. Mad fylder ikke længere alt i min hverdag men det fylder meget. Jeg holder mig fra usunde ting og kaster ofte op hvis jeg har skullet spise is og kage hos min familie. Jeg har aldrig stukket to fingre i halsen men det kommer bare op. Jeg tænker meget over at røre mig og få trænet og spist godt med protein efterfølgende, både med hensyn til sundhed men også det brændende ønske om en perfekt krop. Jeg har en kæreste ser elsker mig for den jeg er, han ønsker ikke jeg skal tabe mig eller se anderledes ud, men det har ikke ændret min adfærd eller mine tanker. Når du skriver at man kan spise for at få et fri rum og være sig selv. Så kan jeg i den grad kende det. Hver gang jeg bliver stresset over noget jeg skal, skal til eksamen, har travlt eller har været på arbejde, ude at gå, eller skal til at slappe af, så føler jeg behov for noget at spise for at kunne slappe af. Jeg føler ikke at jeg bare kan lægge mig på sofaen eller læse en bog eller se en film. Nej jeg skal lige have en option yoghurt med müsli eller to stykker rugbrød for at kunne slappe af. Samme tildens til at spise har jeg også når jeg bliver ked af det eller er træt. Har du nogle råd til hvordan jeg kan blive bedre til at slappe af med noget andet. Den her vane er gammel og nok svær at komme ud af 😊 Mvh ninna
Læs mere
Læs mindre
Hej Jette Jeg er 33 år, hjemmegående mor til 4 børn. Inden vi fik vores ældste på 7 år var jeg i behandling på stolpegården for en spiseforstyrrelse. Jeg var i bulimi gruppen. Har dog aldrig kastet op, men dyrket en masse motion og spist meget restriktivt og havde ofte overspisninger. Har aldrig været hverken over eller undervægtig. Da jeg blev gravid under behandlingen mistede jeg lysten til mad og søde ting, så blev erklæret rask da jeg pludselig levede normalt. Har så siden stortest været gravid eller ammet og derfor ikke været "mig selv". Nu er den yngste 2 år og har fået mange af de samme tanker og følelser igen. Er så angst for at blive tyk. Tænker alt for ofte på mad. Prøver at kontrollere madindtag, men elsker og nyder mad og har hele tiden et regnskab i hovedet med mad og motion hvor der jo helst skal være som minimum en balance og helst et underskud af kalorier. Jeg har ikke mulighed for at dyrke en masse motion pga børnene, men mange dage går eller løber jeg ca en time. Jeg bruger sødt til at komme igennem min dag hvis jeg synes den er hård eller hvis jeg føler mig presset. Jeg spiser alt for tit for meget om aftenen. Bruger hyggemaden til at slappe af og mærke nydelse, da jeg jo ikke har meget ro i løbet af dagen og da slet ikke ved måltiderne. Sidder ofte alene om aftenen da min mand arbejder på skæve tider og så er det endnu sværere at holde måde. Hvordan finder jeg en måde at leve almindeligt med mad og ikke spise hvis jeg ikke er sulten. Har lige haft 14 dage hvor jeg stort set undgik sukker og brød, pasta, ris osv... det var faktisk ikke svært og tabteig hurtigt halvandet kg, men øv hvor var det kedeligt. Stoppede igen da en veninde var bekymret og begyndte med det samme med de gamle vaner og spiser meget i smug ( ofte chokolade, hele pakker ad gangen). De 14 dage uden sukker var skønne da jeg ingen dårlig samvittighed havde, jeg skulle ikke gå og planlægge hvad jeg ville tillade mig selv at spise om aftenen, jeg kunne skære ned på motion da jeg ikke spiste alt det usunde om aftenen. Følte mig sund, let og lettet. Men nu føler jeg mig tung proppet og er sur på mig selv. Jeg kan ikke overskue et helt liv på denne måde. Baret kunne blive nulstillet, men det har været et problem siden jeg var teenager. Min BMI er på ca 22, men som sagt er jeg så bange for at blive tyk. Jeg har tænkt meget på hvad det hele skyldes, men aner det virkelig ikke. Sikken en smøre. Om ikke andet så fik jeg da lidt ud af systemet og kan da ikke spise mens jeg skriver:) Hilsen en der føler sig hjælpeløs og ikke kan overskue en form for behandling/ forløb
Læs mere
Læs mindre
Maria Nielsen

Hej Jette Spændende indlæg :) Jeg må indrømme at mad fylder alt for meget i min dagligdag, og jeg tænker altid på det næste måltid :-( jeg får endda ondt i maven af de mange snacks. Jeg er ikke for tyk, men kan mærke at min krop har brug for mindre mad. Udover dette - har jeg det, helt generelt, rigtig godt. Jeg er tilfreds med næsten alt i mit liv... Jeg har derfor svært ved at finde ud af hvor jeg skal lede efter årsagen til min ukontrollerbare hyggeapisning??
Læs mere
Læs mindre
Tak Jette, for dette indlæg det var oplysende. 🌞 nu må jeg igang med og skabe mig et mere tilfredstillende liv sødeste 💕
Læs mere
Læs mindre
Jette Uhre

Selv tak Pia :-) Er glad for at det kunne hjælpe 💕
Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar