Den bedste måde at tabe sig på

Den bedste måde at tabe sig på
Vi har i mange år været et samfund BESAT af fokus på vægttab. Viden om, hvad vi “burde” gøre for at opnå et vægttab, er bestemt ikke, hvad vi mangler. Slankekure og vægttabsprogrammer har ofte forskellige bud på, hvad der er den bedste måde at tabe sig på, men sandheden er bare, at det sjældent holder i længden.

Forskning fastslår, at 98-99% af alle, der taber sig på en slankekur, ender med at tage det hele på igen inden for 1-5 år, og op mod 66% ender med at veje mere, end før de startede på slankekuren. At tabe sig kortvarigt ved at gå på en slankekur er noget, de fleste kan, men at tabe sig på en måde, der holder i længden, er ofte en helt anden snak.

I dette indlæg kan du lære, hvad der er den bedste måde at tabe sig på, hvis det skal holde i længden – og det er formentlig en lidt anderledes vinkel, end du har hørt før.

At fokusere på at få et balanceret forhold til mad og sin krop ER den bedste måde at tabe sig på

Jeg får ofte spørgsmålet “Jeg ved, at du støtter mennesker i at få et balanceret forhold til mad og sin krop, men jeg er altså også nødt til at tabe mig. Kan du også hjælpe mig med det?”.

Til det spørgsmål plejer jeg at svare, at dét at arbejde på at få et balanceret forhold til mad og sin krop ikke nødvendigvis er anderledes end at arbejde på at opnå et vægttab – og faktisk er det ofte vejen til et mere varigt vægttab.

Det er min erfaring, at den bedste måde at tabe sig på (hvis det skal holde i længden) er, når det sker som et naturligt resultat af, at man har et balanceret forhold til mad og sin krop.

Den bedste måde at tabe sig på er, når man ikke fokuserer så meget på vægttab i det hele taget, men hvor vægttabet kommer som et naturligt resultat af, at man fokuserer på at have det så godt som muligt i kroppen fra dag til dag.”

Med andre ord kan man også sige, at den bedste måde at tabe sig på i virkeligheden er at slippe fokus på vægttab som sit primære mål og i stedet sætte fokus på sundhed og velvære i første række.

Derfor er fokus på velvære frem for vægttab den bedste måde at tabe sig på

Det lyder måske en smule paradoksalt, at du skal slippe fokus på vægttab som det primære mål, hvis du vil tabe dig permanent. Sagen er bare, at når vi fokuserer intensivt på vægttab, så bliver det ofte en meget stressende, negativ og overfladisk proces, der ikke holder i længden, og endda ofte ender med at arbejde imod en naturlig sund vægt.

Giver flere små succesoplevelser

En stor årsag til, at den bedste måde at tabe sig på er, at lægge fokus på vægttab lidt på hylden, og i stedet sætte velvære i første række, er, at det gør det meget nemmere at få succes fra dag til dag.

Hvis vi skal blive ved med at være motiverede for noget, så skal vi også helst opleve små succesoplevelser hen ad vejen. Hvis vi ikke regelmæssigt oplever, at der er en “belønning” (en nydelsesfuld følelse) ved de ting, vi gør, så mister vi hurtigt motivationen for at gøre det.

Hvis vi kun ser de fremtidige ændringer på badevægten som vores succesoplevelser, og som “belønningen” for vores sunde handlinger, så er det alt for let at miste motivationen for at spise sundt og bevæge os regelmæssigt, så snart resultaterne på vægten udebliver.

Når vi derimod fokuserer på at spise sundt og bevæge os regelmæssigt, fordi vi vil have den gode følelse i kroppen fra dag til dag og fra time til time, så er det meget nemmere at være motiverede for at blive ved, fordi vi kan få mange små succesoplevelser i løbet af dagen. Følelsen af velvære er jo noget, vi har mulighed for at opnå når som helst.

Understøtter en optimal forbrænding

En anden årsag til, at fokus på velvære frem for vægttab er den bedste måde at tabe sig på, er også, at når vi har fokus på vægttab som det primære mål, så sender vi i virkeligheden ofte et negativt budskab til os selv om, at vi ikke er god nok, som vi er, og at vi kun er gode nok, når vi har tabt os. At fodre sådan nogle negative overbevisninger om os selv skaber ofte bare mere negativitet, stress og frygt i os – følelser som gør det endnu sværere for os at opnå en naturlig sund vægt og et balanceret forhold til mad.

Det er nemlig sådan, at vægttab ikke bare handler om kalorier ind og kalorier ud – det handler også om, hvilken tilstand vores krop er i, og hvor god dens kalorieforbrændingskapacitet er.

Når vi tænker negative tanker om os selv og vores krop, og når vi stresser os selv omkring at ville opnå et hurtigt vægttab, så opfatter hjernen det ofte som en trussel og sender signaler til kroppen om at aktivere vores sympatiske nervesystem (stressnervesystemet) i større eller mindre grad.

Når vores sympatiske nervesystem er aktiveret, sker der bl.a. det, at vores blodforsyning bliver prioriteret mere ud i arme, ben og op til hjernen, og mindre ind til de indre organer, fordøjelsen og forbrændingen. Det giver jo rigtig god mening… for hvis vi skulle flygte fra en farlig tiger, så ville det være vigtigere at have blodforsyning ud i arme og ben, så vi kunne løbe hurtigt, og til hjernen, så vi kunne tænke klart, og det ville være mindre vigtigt for kroppen at koncentrere sig om at forbrænde og fordøje vores tidligere måltid eller regulere vores hormonbalance.

Samtidig sker der også det, at stressen omkring at ville tabe os ofte er med til at udskille mere af stresshormonet kortisol, som faktisk signalerer kroppen til at lagre mere fedt, stoppe med at opbygge muskler og øge vores appetit.

Når vi stresser os selv omkring vægttab, så skyder vi i virkeligheden os selv i foden og arbejder imod de resultater, vi gerne vil have med vores vægt og sundhed.”

Når vi derimod sætter sundhed og velvære som vores førsteprioritet, så er det i sig selv ofte en positiv og kærlig motivation, der er baseret på, at vi vil være gode ved os selv, og at vi fortjener at have det godt i kroppen – uanset hvordan den ser ud, eller hvor meget den vejer. Den form for motivation skaber positive følelser i os, som hjælper til at aktivere det parasympatiske nervesystem (det afslappende nervesystem), der netop støtter kroppen i at forbrænde meget bedre.

En afslappet krop er en krop, der bedre kan regulere sig selv. En stresset krop er en forvirret krop, der er i alarmberedskab og i krig mod sig selv.

Du kan måske i virkeligheden mærke den konkrete forskel, hvis du prøver at lukke øjnene og gentage for dig selv nogle gange; “Jeg skal tabe mig, jeg skal tabe mig…”. Prøv om du kan fornemme hvilken kemi og tilstand, denne sætning skaber i din krop?

Føler du mere stress? Føler du en uro? Får du en knude i maven? Bliver du rastløs?

Prøv så at lukke øjnene igen og gentag sætningen “Jeg vil være god ved mig selv og min krop, jeg vil være god ved mig selv og min krop”. Hvordan føles det indeni, når du siger den sætning – sammenlignet med den anden? Kan du mærke mere ro? Mere positivitet? Mere kærlighed? Mindre stress? Mere motivation? Mere energi? Mere varme?

Faktisk er konkrete tanker som disse nok til at aktivere enten vores sympatiske eller parasympatiske nervesystem, og hvis du virkelig mærker efter, vil du fornemme, hvordan disse nervesystemer lynhurtigt bliver slået til og fra, alt efter hvad du fortæller dig selv.

Så grunden til, at fokus på velvære frem for vægttab er den bedste måde at tabe sig på, er altså først og fremmest, at det giver en mere holdbar motivation for at spise sundt og balanceret, og at det understøtter en afstresset tilstand i kroppen, der skaber de rette betingelser for en optimal forbrænding og appetit.

Læs også: Sådan får motivation til at spise sundt

Den bedste måde at tabe sig på giver måske ikke altid de resultater, vi forventer

Vi ved ikke, hvad vi “burde” veje

Når jeg snakker med mine klienter om vægttab, siger jeg altid, at jeg støtter dem i at opnå en naturlig sund vægt, frem for at snakke om specifikke vægttabsmål. Vi har ofte en konkret idé om, hvad vi “burde” veje, men det er så vigtigt at huske på, at kropsidealer i samfundet jo bare er samfundsskabte, og fra naturens side er der i virkeligheden ingen opskrift på, hvad vi burde veje.

En naturlig sund vægt er jo den vægt, din krop automatisk lander på, når du har et naturligt forhold til mad, når du spiser normalt, sundt og balanceret, og når du bevæger dig regelmæssigt… og hvor på vægtskalaen det er for den individuelle, er der jo ingen, der ved.”

Vi ved slet ikke ved noget om, hvad der er den ideelle vægt for den enkelte, og den vægt, som mange ønsker sig, har ofte meget mere at gøre med udseende og forfængelighed, end det har at gøre med sundhed.

BMI er utilstrækkeligt og ubrugeligt

Vi bruger ofte BMI-skalaen, når vi taler om, hvad vi “burde” veje (for at være sunde), men BMI-skalaen er jo også bare et mentalt måleredskab, vi mennesker selv har fundet på.

BMI er faktisk totalt utilstrækkeligt i forhold til at vurdere et menneskes sundhed. F.eks. virker BMI slet ikke på mennesker med en meget stor muskelmasse, fordi den ikke tager højde for, hvor stor en del af ens kropsvægt, der består af muskler, og hvor stor en del, der består af fedt.

Faktisk har meget nyere forskning også vist, at mennesker, der kan kategoriseres som “overvægtige” på BMI-skalaen, i gennemsnit lever længere, end de som er kategoriserede som normalvægtige og undervægtige.

At veje mere end den menneskeskabte BMI-skala foreskriver er altså ikke nødvendigvis et tegn på, at man er usund. At leve op til skalaens idealer er heller ikke ensbetydende med, at man er sund. Den måde at måle vores sundhed på er faktisk fuldstændig forkert, og det får måske ofte mange naturligt slanke mennesker til at tro, at de slipper for at motionere og spise sundt, og det får os generelt til at fokusere for meget på kalorier frem for sundhed og kvalitet.

Vi ville faktisk gøre os selv en KÆMPE tjeneste, hvis vi alle sammen fokuserede mere på velvære frem for vægttab, kalorietælling og overfladiske målinger. Hvis vi gjorde det, er jeg overbevist om, at vi ville få mange flere sunde og glade mennesker i verden.

Fokusér på det, du kan være herre over

Vi har det ofte med at ville være en autoritet over vores krop og ville kontrollere vores vægt, men sandheden er jo, at vi i virkeligheden ikke selv kan være direkte herre over, hvor meget vi vejer. Der er ikke bare en eller anden knap, vi selv kan trykke på, og så taber vi os. Det vi dog kan være herre over er, hvordan vi behandler vores krop, og hvilke naturlige omsorgsfulde handlinger vi gør for os selv hver dag – men resten er jo faktisk op til kroppen.

Ofte bliver det nærmere en hæmsko for os, når vi fokuserer for meget på at ville kontrollere vores vægt, fordi det tit giver en følelse af stress og magtesløshed. Måske begynder vi også at bebrejde os selv, når vi ikke ser de resultater på vægten, som vi stræber efter. Når vi føler stress, selvbebrejdelse og magtesløshed får det netop kroppen til at holde mere fast på de ekstra kilo, fordi den tror, at vi er i en nødssituation.

Når vi derimod slapper lidt mere af i forhold til de konkrete vægttabsmål, og i stedet bare fokuserer på at være gode og kærlige mod vores krop fra dag til dag, er vi langt mindre stressede, og det giver netop overskud til, at vores krop bedre kan koncentrere sig om at balancere sig selv.

Det lyder måske paradoksalt, men man kan i virkeligheden sige, at når du giver slip på at ville kontrollere din vægt, så begynder din krop automatisk at kunne gøre det for dig.”

Det er jo ikke dig, der skal regulere din vægt, det er jo din krops arbejde. Dit job er bare at lytte til din krop, og nære den så godt du kan, og så skal den nok selv klare resten… og hvis “resten” så ikke lige betyder, at badevægten viser præcis de 5 kilo mindre, som du ønskede dig, så er det jo nok bare ikke meningen fra naturens side, at du skal veje de 5 kilo mindre.

Når du har et balanceret forhold til mad, lytter til din krops signaler og fokuserer på at have det så godt som muligt indeni, så skal din krop også nok lande der, hvor den har det aller bedst vægtmæssigt – og det er jo ikke altid, at det er det facit, som de overfladiske kropsidealer i samfundet dikterer.

Nogle gange er vi nødt til at stole mere på, hvad der er meningen fra naturens side, frem for at ville presse vores krop ned i en eller anden kasse, hvor det aldrig var meningen, at den skulle være.

Så… betyder alt dette, at du ikke må have et ønske om at ville ændre din krop? At du ikke må have et ønske om at have en lettere og mere energisk krop? Nej, det gør det ikke. Der er selvfølgelig ikke noget i vejen for, at have et ønske om at ville ændre eller optimere din krop, men det handler som sagt meget om, hvad intentionen er.

Hvad er intentionen bag, at du vil spise sundere og træne mere? Er det fordi du hader din krop og ikke føler dig god nok? Er det fordi du vil efterleve de meget begrænsende kropsidealer og passe ind i samfundets kasse for, hvornår man er god nok? … Eller er det fordi, at du elsker dig selv og din krop, og fordi du vil dig selv og din krop det bedste?

Måske tænker du; “selvfølgelig er det fordi, jeg vil mig selv og min krop det bedste”… men hvis det er intentionen, så sæt den intention som førsteprioritet og prøv at give en smule slip på ønsket om et bestemt tal på vægten. Det handler ikke om, at du skal opgive din drøm om en lavere vægt, men det handler bare om, at du skal lade være med at holde den drøm i så stram kontrol.

Når du begynder at træffe valg omkring kost og bevægelse, fordi du vil have det godt i kroppen, frem for fordi du vil tabe dig, så bliver du ved med at fastholde det… ikke fordi du “burde”, men fordi du har lyst – og det er i sandhed den bedste måde at tabe sig på.”

Kunne du tænke dig mere inspiration til at få et balanceret forhold til mad og din krop? Så tjek også mit store online forløb Mere Glæde og Mindre Overspisning Mentorforløb.

Jeg håber, at du kunne lide dette blogindlæg, og husk endelig også at dele det via knapperne nedenfor, hvis du fandt det interessant :-)

jette11

 

De kærligste hilsner,
Jette Uhre
– Spisepsykologi coach & Mindful Spisning ekspert.

 

 

 

P.S. Hvad synes du, er den bedste måde at tabe sig på? Jeg ville elske at høre fra dig i kommentarfeltet nedenfor :-)

 

10 svar til “Den bedste måde at tabe sig på”

  1. Belinda siger:

    Hej Jette.
    Fuldstændig rigtigt og kan kun være enig selvfølgelig MEN det er jo meget lettere sagt end gjort!!!
    Problemet er også at vi har ødelagt os selv på kure og selvbebrejdelser og det dårlige selvværd der følger med at vi ikke lykkes med vores krop. Vi er desperete for at få det godt med os selv. Det naturlige og afslappende forhold til mad er svært, når man fx. som 12 årig vejede 80 kg. med et enormt lavt selvværd. Havde der en overspisning og ingen selvkontrol. Det har jeg fået nu og er blevet stærkere. Har været på msnge kure og taget det hele på igen fra optur til nedtur MANGE gange. Nu har jeg via. hypnose først at fundet årssgen til min overspisning derefter er jeg blevet hypnotiseret til at spise mig mæt KUN 3 måltider om dagen (sunde valg) og dermed ikke småspise imellem. Hypnosen gik også ud på at jeg skulle føle mig glad og tilfreds mellem måltiderne. Det lykkes heldigvis forbløffende godt. ❤️
    Derudover har jeg vslgt 1 time løb og fitness 3 gange om ugen. Det er realistisk og velværet er i top og jeg taber mig stille og roligt!!! 👍👍
    At finde det narturlige forhold til mad tror jeg at denne måde er mest rigtig for mig. Der er stadig kontrol med 3 måltider og vælge det sunde mad, men der er også plads til at man til særlige lejligheder kan spise lidt usundt i forbindelse med et måltid (et LILLE stykke) Stadig kontrol, men på en afslappende måde!!
    Det er bare lettere sagt end gjort at slippe helt kontrollen. For mig er kure nu bandlyst, har endelig lært lektien!!! ☝️ ☝️ Tak for dine gode artikler i bloks!
    De er motiverende og inspirerende… ❤️ ❤️ ❤️
    Kh. Belinda 🌹

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Hej Belinda :-)

      Tusind tak for din positive feedback på indlægget, og for at du deler din historie. Du har fuldstændig ret i, at det ikke er let… vores udfordringer med mad ligger jo ofte langt tilbage, og derfor er vi også ofte nødt til at give det tid, når vi skal finde tilbage til et naturligt forhold til mad igen, og genvinde tilliden til os selv og vores krop omkring mad. Som du siger, skal der selvfølgelig være en form for “kontrol” – men den eneste kontrol, jeg vil mene, der skal være (eller jeg vil måske nærmere kalde det “navigation”) er, at lytte til kroppen, når den siger fra, og lade den navigere os – og selvfølgelig i kombination med vores sunde fornuft :-) Men når vi virkelig lytter til kroppen og fokuserer på at have den gode følelse i kroppen så meget som muligt, så bliver der jo også naturligt en form for “kontrol”, fordi vi vælger fra og siger “nej tak”, når der er noget, vi ved, der ikke føles godt i kroppen (som f.eks. at overspise). Det er meget interessant at høre, at du har haft god gavn af hypnose. Det er jo netop ofte nogle mentale / psykologiske ændringer, vi er nødt til at gå ind og lave først, før vi kan ændre vores forhold til mad naturligt og permanent. Det lyder som om, at det har været den perfekte løsning for dig. Jeg er rigtig glad på dine vegne, og jeg håber, at du bliver ved med at læse med her på siden ❤️ :-) De bedste hilsner, Jette.

  2. Cecilie siger:

    Hej Jette.
    Dette er ikke så meget en kommentar til indlægget, men mere et spørgsmål.
    Jeg har læst en masse af dine indlæg og kigget på dit online kursus, og det virker helt fantastisk, er dog stadig i tvivl om det er en rigtig løsning for mig. For at gøre en lang historie kort har jeg altid været overvægtig, men har formået (udelukkende med selvdisciplin og viljestyrke, tror jeg) at tabe 40 kg. Jeg vejer nu 85 kg, men er stadig lige så ked af min krop som før jeg tabte mig, for at være helt ærlig. Og mit største problem er 100% mit selvværd og jalousi.
    Hvis jeg skal komme med noget mere konkret, kan jeg feks blive mere ked af det nede i fitness centeret, end at blive glad, selvom jeg gerne vil være der – kun fordi alle de perfekte typer ses der. Og det eneste jeg kan tænke på er hvor tyk og grim jeg ser ud. Jeg har en virkelig smuk og dejlig kæreste, men nogle gange kan jeg blive så jaloux at jeg er bange for at det ødelægger vores forhold. Og det er her jeg er i tvivl om kurset ville virke for mig, eller om jeg er nødt til at gå til psykolog for at få det bedre. For jeg ved at det er mit selvbillede og følelsen jeg får når jeg kigger på mig selv, den er gal med.
    Jeg håber du kan hjælpe mig.
    Kram Cecilie

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Hej Cecilie.
      Jeg opdagede lige, at jeg helt har glemt at svare dig på denne kommentar. Det må du undskylde.
      Ud fra det du skriver, vil jeg sige, at du sagtens vil kunne få meget ud af online kurset. Faktisk vil jeg sige, at både mit Mere Glæde og Mindre Overspisning kursus vil kunne hjælpe dig, men hvis du vil have specifik hjælp i forhold til at få et mere positivt kropsbillede, så kan du måske også nøjes med mit e-kursus “Et positivt kropsbillede på 30 dage” i første omgang.
      På det store kursus er der dog også et helt modul, som dækker kroppen og dét at lære at elske din krop, som den er.. men derudover er der jo også masser af moduler om spisning, overspisning, selvværd osv.
      Nu er det jo nogle måneder sider, at du skrev her, så jeg ved ikke, om du har fået handlet på det endnu.. men ellers håber jeg i hvert fald, at mit svar kunne afklare lidt :-)
      De kærligste hilsner,
      Jette.

  3. Thomas siger:

    Hej Jette.

    Jeg vil selv dele en lille historie med dig (og de andre).
    Jeg er godt nok en mand, men jeg blev fanget af en form for en spiseforstyrrelse. Jeg tabte mig mere, end jeg behøvede, men jeg tog meget af det på igen efter et års tid, selvom jeg overtrænede for at tabe mig mere. Jeg kunne ikke holde vægten, fordi jeg fik ædeflip hver aften inden sengetid. Jeg læste mange af dine artikler, og du inspirerede mig. Jeg har siden arbejdet på at få nogen gode spisevaner, ikke være så optaget af vægten og bearbejde mig selv, men istedet sætte mere fokus på at nyde processen på vej mod drømmekroppen, som er mit primære mål. Jeg vil helt klart mene, at jeg har det bedre med mig selv nu, selvom jeg måske har taget på. Jeg er slet ikke så hård mod mig selv, som jeg var dengang. Jeg stiller stadigvæk krav til mig selv, men jeg arbejder på at være god ved mig selv og ikke være så hård. Jeg har stadig nogle problemer med tit at være fokuseret på mit spejlbillede og overtræne, men jeg er ikke nær så kulhydratforskrækket eller optaget af vægten længere. Jeg føler mig meget bedre tilpas. Jeg nyder efterhånden maden, og jeg føler mig MÆT, når jeg spiser et fair og acceptabelt måltid, selvom jeg af og til godt kan overspise. Jeg har fundet ud af, at vægten ikke afspejler, hvor godt man ser ud. Jeg er begyndt med at styrketræne, og selvom min fedtprocent er gået fra 7% til 16%, så har jeg også taget en del muskelmasse på, som har sat sig rigtig godt. Jeg vejer næsten det samme, som jeg gjorde helt i starten, inden jeg tabte mig, og det har jeg slet ikke noget imod, fordi jeg fandt ud af, at vægten ikke er en særlig god pejlemærke. Håber jeg kunne inspirere andre til at nyde processen til er vægttab, nyde maden og det vigtigeste som er LIVET i stedet for at se det hele som en kamp!

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Wauuuuuw siger jeg bare! Tusind tak for at du deler din historie med mig (og andre) Thomas, og hvor er det bare fantastisk at læse om din rejse og udvikling :-)
      Det varmer virkelig dybt i mit hjerte at høre, at mit skriv har inspireret dig på vejen også. Jeg er virkelig taknemmelig for, at du tog dig tid til at skrive og lade mig vide det.
      Din historie er faktisk så skøn og inspirerende, og du skriver det hele så godt, at jeg kunne få lyst til at dele din kommentar på min facebook side også… hvis det er okay med dig? :-) Det kan selvfølgelig sagtens være helt anonymt, hvis du har det bedst med det, men jeg synes, at din historie fortjener at blive spredt, så den kan inspirere andre. Lad mig vide, om det er ok – så deler jeg den gerne i morgen.
      De aller kærligste hilsner,
      Jette.

      • Thomas siger:

        Hej Jette.

        Det er absolut helt i orden med mig! :-) Men jeg ønsker det som anonymt hvis det i orden med dig.

  4. Mette Holm siger:

    “Det lyder måske paradoksalt, men man kan i virkeligheden sige, at når du giver slip på at ville kontrollere din vægt, så begynder din krop automatisk at kunne gøre det for dig.”

    Det gælder ikke alle.
    Kun dem, der har en fortid som naturligt normalvægtige.

  5. Lone siger:

    Aha… gad vide om det er forklaringen på hvorfor jeg er landet på 72 kg igen, som jeg lå på som ung. Er gået fra 93 kg og mit mål var 65 kg. Fik kæmpet mig ned på 68, men det krævede virkelig streng kontrol. Det gad jeg bare ikke til sidst. Jeg begyndte at være mere afslappet med det hele, og det sidste lange stykke tid – 1 år ca. – har jeg ligget på 72 kg. Præcis den vægt jeg havde da jeg var ung og før jeg fik første barn. Og præcis den vægt jeg kom tilbage på, efter de første par fødsler (har 3 børn). For 12 år siden blev jeg ramt af depression og det medførte overvægt pga medicin. For 5 år siden begyndte jeg at få det bedre, og begyndte at kigge på min kost og begyndte at motionere også. Tabte mig langsomt, men sikkert. Jeg har ønsket meget at komme ned på 65 for at nå et normalt bmi – jeg er 166 cm høj, men det er som om min krop bare synes 72 er det rigtige tal. Jeg dyrker meget motion – løber, vandrer, cykler – og spiser sundt, dog indimellem slik og kage… (er vel en del af livet – MIT liv i hvert fald ) men vægten ligger bare fast på 72…måske lige ned på 71.
    Jeg tænker jeg bare vil prøve at være glad for den vægt jeg har. Det er åbenbart den vægt min krop er glad for. Tak for et supergodt blogindlæg, det gav mig meget at tænke over.

    • Jette Uhre Jette Uhre siger:

      Hvor skønt at du kunne lide indlægget Lone :)
      Det kan meget vel være, at din krop bare har det bedst der, hvor den ligger nu… og nogle gange kan det være endnu farligere at forsøge at presse og stresse kroppen ned i vægt.
      Det lyder jo til, at du har en ganske sund livsstil og at du passer på dig selv – og det er jo det vigtigste. Alfa-omega er at vi føler velvære, og det er så meget vigtigere at fokusere på.
      Lykken kommer sjældent med en lavere vægt – men den kommer med velvære og selvkærlighed. Mange har så bare en tendens til at tro, at de SKAL leve op til de menneskeskabte kropsidealer, for at opnå de to ting. Men velvære og selvkærlighed har ikke nødvendigvis en dyt at gøre med, hvor meget man vejer.
      Så jeg synes helt klart, at du bare skal fokusere på at lære at blive rigtig glad for din krop, som den er nu – og om den så bestemmer sig for at slippe nogle ekstra kilo undervejs, er jo op til den. Dit arbejde er jo bare at fokusere på at være god og kærlig mod din krop og dig selv – og så skal din krop nok stå for resten :-)
      At lære at elske os selv og vores krop, som den er, er med garanti også 10000 gange sundere, end at være stresset og besat af at smide de famøse 5-10 kilo.
      Så omfavn din kære krop – den gør altid det bedste, den kan! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.