Hvordan bliver man glad? 10 veje til mere glæde

Hvordan bliver man glad?
At være grundlæggende glad og lykkelig er en vigtig forudsætning for at have et balanceret forhold til mad. Det er netop derfor, at mit slogan her på siden hedder “Skab et liv med mere glæde og mindre overspisning”.

Men hvordan bliver man glad? Hvilke konkrete skridt kan man tage?

Der findes selvfølgelig mange forskellige veje til mere glæde, men jeg kan naturligvis bedst tage udgangspunkt i mine egne erfaringer.

Hvis du har fulgt mig i noget tid, så ved du måske, at jeg engang havde en depression. Gennem årene har jeg dog langsomt arbejdet mig ud af den, og jeg har i dag en enorm robusthed i min hverdagsglæde… og dét (kombineret med at slippe slankekursmentaliteten og lære at elske min krop) har virkelig bidraget til at reducere min overspisning.

I dette indlæg vil jeg dele med dig, hvilke 10 skridt der især har hjulpet mig til mere glæde i hverdagen. Jeg håber, at de kan inspirere dig på din egen rejse mod mere glæde og mindre overspisning :-)

Hvordan bliver man glad? Her er de 10 ting, der har hjulpet mig mest:

1. At slippe behovet for at leve op til normer og idealer:

En af de største løgne, som vi alle sammen bliver bildt ind hver dag, er at vi er nødt til at leve op til nogle særlige normer og idealer for at kunne være glade og lykkelige. Den løgn troede jeg selv på i rigtig mange år, indtil jeg fandt ud af, at det faktisk var fuldstændig omvendt; min evige stræben efter at leve op til idealerne og normerne var i høj grad det, der gjorde mig mere ulykkelig og gjorde mit humør mere ustabilt.

Selvom det ind imellem gav mig et falsk og midlertidigt selvtillids-boost at kunne krydse et punkt af på listen, hvor jeg følte, at jeg levede op til idealerne, så gav det mig langt oftere en følelse af, at jeg var forkert, utilstrækkelig og ikke god nok. Det var som at føle mig spændt fast bag en vogn, der altid kørte lidt for hurtig til, at jeg kunne følge med. Det var enormt stressende!”

Jo mere jeg har øvet mig i at gøre op med normerne, skide på idealerne (undskyld sproget) og finde min egen måde at leve mit liv på, jo mere har det direkte påvirket min daglige glæde.

Budskaberne omkring de normer og idealer, vi skal leve op til, møder vi selvfølgelig over alt omkring os – men især gennem vores daglige mediestrøm. Derfor har dét at blive en mere bevidst medieforbruger været det ALLER største og mest effektive skridt for mig.

Bl.a. har jeg ikke købt nogle modeblade eller kvindemagasiner i flere år, og jeg er stoppet med at følge profiler, der får mig til at føle, at jeg skal leve op til noget bestemt. Jeg har i stedet lært at designe mine medier, så jeg bliver udsat for budskaber, der styrker mig og minder mig om, at lykken ikke kommer af at stræbe efter at være på en eller anden bestemt måde, men at den kommer af at lære at acceptere og hvile i at være det unikke menneske, man allerede er.

2. At komme mere i kontakt med min krop:

Før i tiden levede jeg nærmest 100% med hovedet. Jeg tænkte mig til alt, jeg analyserede alt, og alle beslutninger i mit liv og omkring mad traf jeg med hovedet. Jeg var slet ikke i kontakt med min krops visdom.

Gennem årene har jeg udviklet et mere og mere tillidsfuld, respektfuldt og kærligt forhold til min krop, og jeg bruger dens visdom hver dag. Jeg har især lært at lade min krop guide mig, når det gælder dens signaler i forhold til mad og spisning, men jeg forsøger også at have min krop med i alt andet, jeg gør.

Jeg ved, at min krop altid taler sandt. Hvis der er en beslutning, jeg umiddelbart synes, der lyder logisk eller fornuftig, men jeg kan mærke en modstand i min krop eller i min mavefornemmelse, så forsøger jeg altid at lytte til det – og det har ærlig talt gjort, at jeg meget sjældnere træffer beslutninger, der viser sig at være forkerte for mig.

Den største gevinst, jeg har fået ud af at lære at lytte til min krop og dens signaler, er at jeg er blevet bedre til at handle på mine behov og ikke overskride mine egne grænser. Det gør, at jeg har langt mere energi og overskud til de ting, der er vigtige for mig, og at jeg ikke konstant føler, at jeg “burde” gøre en masse ting, jeg egentlig ikke har lyst til eller behov for.”

Jeg har lært ikke at stille spørgsmålstegn ved min krops signaler og behov; hvis jeg føler mig træt, så er jeg træt, og så skal jeg hvile mig. Hvis jeg kan mærke, at min krop har behov for bevægelse, så bevæger jeg mig… uden den store diskussion i mit hovede. Det er en kæmpe befrielse at lade mig guide af min krop på den måde, og jeg tror virkelig på, at det i høj grad er sådan, det er meningen, at vi skal begå os som mennesker.

3. At lære om mindfulness:

Når man googler spørgsmålet “Hvordan bliver man glad?”, kan man næsten ikke undgå at støde på begrebet mindfuldness; at være nærværende i nuet, med fuld accept og uden at dømme eller analysere. Evnen til at kunne nyde hverdagens små øjeblikke, uden en storm af tanker om fremtid eller fortid, ER virkelig opskriften på lykke og glæde. Det lyder kliché, men jeg har erfaret på min egen krop, hvor sandt det er.

Som et led i mit arbejde ud af min depression, tog jeg bl.a. en uddannelse som mindfulness-instruktør, hvor jeg lærte om mindfulness meditation. Selve meditationen har været en kæmpe hjælp for mig i mange perioder af mit liv, når jeg har følt overskud til at fordybe mig i det… men arbejdet med at stoppe op i små situationer dagligt og bare være til stede i øjeblikket, er noget, jeg forsøger at øve mig på hver dag.

Vi har det har ofte med at vente på, at lykken skal komme et eller andet sted ude i fremtiden. De fleste af os lever en stor del af tiden i en eller anden form for venteposition, hvor vi bare liiiiige skal opnå et eller andet først (vægttabet, jobskiftet, flytningen, kæresten, lønforhøjelsen etc.), og så kan vi endelig være lykkelige. Dette har jeg selv brugt rigtig meget energi på.

Det er dog heldigvis blevet mere og mere klart for mig, at glæde og lykke jo i virkeligheden kun kan mærkes i nuet, og at det er 100% mit eget ansvar at skabe og dyrke de følelser inde i mig selv – frem for at vente på, at nogle ydre omstændigheder automatisk skal gøre det for mig.

De seneste år har jeg bl.a. øvet mig meget i at stoppe op i hverdagens øjeblikke og fortælle mig selv: “Det her er livet, Jette. Du er midt i det lige nu! Det er NU, du skal mærke, hvor lykken findes. Alt hvad du har er dette øjeblik, og dette øjeblik er dit livs mening – den findes hverken i fremtiden eller i fortiden!”.

Selvom det kun er i små øjeblikke, jeg formår at gøre det i hverdagen, så er det vildt så meget de øjeblikke alligevel kan skabe mere grundglæde i mig. Det er ikke nemt at huske at vågne op i nuet på den måde, men det er faktisk min oplevelse, at det bliver nemmere og nemmere, jo længere tid man øver sig på det.

4. At lære at anerkende og rumme mine følelser – også de negative:

Noget meget misforstået omkring glæde (som jeg også tog fejl af de første mange år, jeg arbejdede mig ud af depressionen) er, at vi tror, at lykke og glæde handler om at føle positive følelser hele tiden. Jeg er så taknemmelig for at have indset, at dét at være grundlæggende glad og lykkelig i livet ikke er ensbetydende med, at man altid skal føle positive følelser, og det har virkelig bidraget til meget mindre trøstespisning.

Jeg plejer at sige, at dét at være glad og lykkelig afhænger ikke kun af, hvor meget af tiden du føler positive følelser, men det afhænger også af, hvor god du er til at rumme de negative.”

Hvordan bliver man glad (altså sådan grundlæggende og helt ind til benet), hvis man aldrig kan acceptere og rumme den sorg, tristhed eller vrede, som livet også naturligt indebærer?

Vi mennesker indeholder en kæmpe palette af følelser, og det er det, det gør os så smukke. Vi kan kun være ægte lykkelige, når vi formår at acceptere og rumme hele paletten – og ikke kun dele af den.

5. At simplificere mit liv:

Dette er først noget, jeg er begyndt at integrere mere bevidst de senere år, men det har virkelig også givet min hverdagsglæde et skub opad. At sørge for at rydde op i gemmerne, ikke samle på for meget og have færre men mere bevidst udvalgte materielle ting omkring mig giver mig en kæmpe følelse af tilfredshed og frihed. At samle mine regninger ét sted, stille ting jeg ikke bruger særlig ofte i kælderen (så de ikke forstyrer i min hverdag) og droppe abonnementer på services, der ikke er yderst nødvendige – sådanne ting gør en større forskel, end jeg nogensinde havde troet.

I bund og grund handler det om, at jeg er blevet mere bevidst om at prioritere hvilke ting, medier, indtryk, mennesker og budskaber, jeg lukker ind i mit liv, og hvilke jeg ikke gider at bruge min tid og energi på.

Vi er alle sammen bare mennesker, og vi kan kun rumme nok så meget ad gangen. I den kultur vi lever i i dag, med så mange input, muligheder og materielle ting, er det derfor vigtigere end nogensinde at lære at kunne sortere og prioritere.”

Det kan være super svært at ikke lade sig rive med af idéen om, at vi har behov for alle de ting, vi ser i reklamer, medier og butiksruder. Det er svært ikke at hoppe med på idéen om, at jo flere ting vi besidder, jo lykkeligere, smartere og mere succesfulde bliver vi… men det er kun indtil vi indser, at de budskaber i bund og grund bare handler om at gøre os til mere købeglade forbrugere.

6. At stoppe med at bekymre mig så meget om, hvad andre tænker:

For bare 5-6 år tilbage levede jeg i høj grad mit liv ud fra, hvad jeg troede, at alle andre tænkte eller mente. Når jeg var til fester eller arrangementer, kunne jeg aldrig bare være nærværende og til stede i mig selv, men i stedet sad jeg hele tiden og overvågede mig selv og forsøgte at finde tegn på, at andre reagerede negativt på de ting, jeg sagde eller gjorde. Det var nærmest som et ekstra fuldtidsjob.

Jeg var totalt på overarbejde, når jeg var i sociale forsamlinger, fordi jeg ikke alene skulle være til stede i, hvad andre sagde og gjorde, men jeg skulle også hele tiden overvåge mig selv. Jeg var så enormt bange for at være på tværs, være for meget, sige noget forkert eller blive bedømt.

Efter et social arrangement kunne jeg også gruble i flere timer eller dage over en eller anden lille reaktion, som nogen var kommet med, og jeg kunne opdigte diverse historier i mit hovede omkring, at den person sikkert ikke kunne li’ mig eller syntes, at dét jeg sagde var dumt osv. Det var enormt stressende og førte til rigtig mange overspisninger.

I dag er det helt anderledes. Når jeg er sammen med andre, er jeg det på en meget mere umiddelbar måde; jeg er mere tilstede i nuet og forholder mig direkte og objektivt til, hvad der sker, og hvad andre siger eller gør – uden at have en konstant indre dialog med mig selv samtidig. Det er den største befrielse og glæde!”

Jeg er blevet mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig, og jeg har lært hele tiden at huske på, at jeg ikke kan tage ansvar for, hvad andre synes om mig; jeg kan kun tage ansvar for, hvad jeg selv synes om mig selv og mine grundlæggende værdier. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har arbejdet med denne del af mig selv.

7. At arbejde med min indre kritiker:

Hvordan bliver man glad, når man har en indre kristisk stemme, der hele tiden fortæller én, at man ikke duer til noget?

At arbejde med min indre kritiker var noget af det vigtigste arbejde, jeg startede ud med, da jeg havde en depression – og intet andet selvværdsarbejde er så konkret og giver så direkte resultater.

Min indre kritiker plejede nærmest at styre mit liv og være en slags overdommer, der sad på min skulder og skulle vurderere, dømme og analysere alt, hvad jeg gjorde.

I dag er min indre kritiker der stadig, men den er nu kun en lille forsigtig stemme langt tilbage i baggrunden, som jeg ind imellem bare skal berolige lidt. Jeg har lært, hvad min indre kritiker egentlig handler om, og hvordan jeg skal håndtere den hensigtsmæssigt, når den dukker op. På den måde er der også blevet meget mere plads til min indre kærlige, positive og omsorgsfulde stemme, og det er virkelig noget, der har bidraget til oceaner af ekstra glæde i min hverdag.”

Du kan bl.a. få nogle konkrete redskaber til at arbejde med din indre kritiker gennem min e-guide her.

8. At få klarheder over hvad mine styrker er og sørge for at bruge dem:

Vi har alle sammen nogle unikke styrker, som vi er sat her i verden med, men det er ikke altid, at vi er bevidste om dem – eller også ser vi måske de sider af os selv, der er vores styrker, som vores svagheder.

I mange år opfattede jeg også de fleste af mine styrker som mine svagheder. Jeg synes bl.a. altid, at det var en svaghed, at jeg ikke havde nogle helt faste standpunkter og holdninger, og at jeg altid kunne se tingene fra forskellige sider – og derfor ofte ændrede mening i diskussioner.

Gennem min personlige udviklingsrejse stødte jeg heldigvis på nogle redskaber, der kunne hjælpe mig til at få øje på mine unikke styrker som menneske, og det overraskede mig meget at finde ud af, at “åbensindethed” bl.a. er en af mine største. At jeg er i stand til at være åbensindet og se situationer fra mange forskellige vinkler er min styrke og ikke min svaghed… og at få den åbenbaring, samt at sørge for at bruge denne styrke i mit daglige arbejde, har gjort noget helt grundlæggende for mit selvværd og min livsglæde.

9. At arbejde med noget jeg brænder for – finde mening og passion:

Jeg tror på, at det er muligt for os alle at mærke en passion for et eller andet (hvis vi tillader os selv at mærke efter), og jeg tror, at der er en mening med den passion, vi hver især mærker. Jeg tror ikke på, at drømme, ambitioner eller passioner bliver plantet i os, hvis det ikke er meningen, at vi skal efterfølge og udleve dem.

I mange år var jeg overbevist om, at meningen med mit liv bare var at være en god pige, opfylde mine samfundspligter, leve op til normerne og idealerne, sørge for at alle kunne li’ mig og så på et tidspunkt krasse af. Lige inden jeg slog panden mod muren, og min depression (heldigvis) sagde stop for mig, føltes mit liv faktisk nærmest som ren pligtopfyldelse. Der var slet ikke plads til hverken sjov, nydelse, fordybelse, mening eller passion i mit liv.”

Men heldigvis kan jeg i dag takke min depression for, at den mindede mig om, at livet ikke kan leves på den måde, og at jeg ER nødt til også at gøre ting, der fylder mig op og giver mig en følelse af mening og passion (som mit arbejde i dag gør det meste af tiden). Livet er alt for kort til at bruge det på ren pligtopfyldelse eller tilbringe oceaner af timer på et arbejde, som man hader.

Selvfølgelig er det ikke alle, der ønsker eller har mulighed for at gøre sin passion til sin levevej. Jeg har fuld respekt for, at et arbejde nogle gange bare er et arbejde… men hvis det f.eks. er tilfældet for dig, så vil jeg i hvert fald anbefale dig at dyrke din passion andre steder i dit liv – hvad enten det er at løse kryds og tværs, lave origami eller udføre frivilligt arbejde.

10. At lukke spiritualitet ind i mit liv:

Den her har været længe undervejs, og jeg er stadig på en rejse i forhold til at lade spiritualitet være en større og større del af mit liv. Selvom det endnu ikke fylder særlig meget i min hverdag, vil jeg alligevel give det en stor del af æren for min hverdagsglæde.

Spiritualitet handler for mig ikke om at tro på nogen gud, bede bøn eller nødvendigvis meditere hver dag. Det behøver heller ikke at handle om at tænde røgelsespinde eller fylde hjemmet med magiske krystaller.

For mig handler spiritualitet bare om at vælge at tro på, at jeg er guidet af noget større. At livet ikke handler om at kæmpe så meget, men at der er en større universel energi eller kraft omkring os, der vil os det bedste og er klar til at guide os, hvis vi bare lytter lidt mere indad.”

Det handler om at minde mig selv om at være i kontakt med, at der er en større mening med alt, hvad jeg går igennem i livet – også de svære ting. At der er styrke og udvikling at hente i alle livets udfordringer; bl.a. også i udfordringer med mad og overspisning.

Dét er, hvad spiritualitet betyder for mig, og jeg kan slet ikke beskrive hvilken indre ro og glæde, det allerede har givet mig. Jeg ser frem imod at integrere det endnu mere i mit liv fremover!

—–

Her har du altså mine 10 bedste bud på spørgsmålet “Hvordan bliver man glad?”.

Selvfølgelig er min egen rejse mod mere glæde langt fra slut endnu, men jeg vil faktisk med hånden på hjertet sige, at ved at arbejde med disse 10 veje, er jeg gået fra kun at være glad 5-10 % af tiden, til i dag at føle en grundlæggende glæde og lykke godt 85 % af tiden.

Selvfølgelig er disse 10 veje alle sammen nogle store og overordnede emner, og det kræver naturligvis en del mere end bare at læse denne artikel, for at kunne integrere dem i dit liv, men jeg håber alligevel, at de måske har inspireret dig til en overordnet retning :-)

Og som altid ville jeg elske at høre fra dig i kommentarfeltet nedenfor; Hvad giver dig mere glæde i hverdagen? Hvad synes du om disse 10 veje? Og har du selv nogle tips til mere glæde, som du vil dele?


Rigtig god rejse ♥

De kærligste hilsner,
Jette Uhre
– Spisepsykologi-coach

 

 

 

P.S. På mit store Mere Glæde og Mindre Overspisning Mentorforløb arbejder vi netop med alle disse 10 veje. Forløbet handler nemlig ikke bare om at reducere overspisning og få et balanceret forhold til mad, men det handler også generelt om at finde mere livsglæde og finde mere hjem til dig selv.
Så hvis du kunne tænke dig støtte til at integrere disse 10 veje i dit liv, og samtidig få konkrete redskaber til at reducere overspisning, så kan du tjekke forløbet ud lige her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.